onsdag den 30. juni 2010

Lidt bliver det da til

Altså det der med liggestolen i går, det blev ikke rigtig til noget.Men jeg fik lyttet en del lydbog, mens jeg var aktiv. Først sække på lossepladsen, så græsslåning herhjemme under en del banden og svovlen. Vi har nemlig købt ny plæneklipper,- altså for 2. gang denne måned, og denne her virkede HELLER ikke! Så i Silvan og få pengene tilbage, og til plæneklipperservice-firma og investere i en (3.)klipper DER VIRKER! Så køre til Ebeltoft og indvie den nye plæneklipper på græsplænen i sommerhuset. Gemalen tog det halve.
Og så blev jeg altså også færdig med et par små håndarbejder. Først endnu et par grydelapper:



Og så et køkkenhåndklæde til sommerhuset:



Og så nåede jeg altså også til åbningskoncert af Nordisk kor- og kulturuge i Musikhuset (Nordklang hedder det også), hvor mine piger sang SÅ smukt.



Er der nogen, der har erfaringer med security i lufthavne og hæklenåle af træ? Det kunne jo være dejligt at kunne hækle i flyet på mandag, men jeg har ikke lyst til at skulle aflevere min hæklenål...

Jeg er inviteret til brunch i dag. God onsdag.

tirsdag den 29. juni 2010

Morgenstemning i haven

Ja, nu kan I jo ikke rigtig mærke, hvor øm jeg er i hele kroppen, men måske kan I forestille jer det, nå I ser disse 23 sække. De indeholder hækaffald og lidt andet godt, og jeg har fyldt dem helt selv i går. Det er såmænd kun hækken fra den ene side af huset. Suk.



Men solen skinner allerede ude i haven, og insekterne har travlt.



I dag holder jeg fri. Måske en tur på genbrugspladsen med sække. Måske lidt havearbejde. Måske en bog i en liggestol. Måske lidt vasketøj. Måske...
God tirsdag i sommer-Danmark.

mandag den 28. juni 2010

Når man kan tage sådan et billede af sine storkenæb lidt over 5 om morgenen, så er det ikke så ringe endda. Men vi har da vist også fortjent, at sommeren endelig har vist sig.



Så er studenterfesterne ovre for dette år, og det har været noget så skønt på grund af vejret ikke mindst. Dejlige, afslappede fester med glade studenter, familie og venner, som vi har nydt at møde.

I dag først lidt arbejde. Og så gælder det klargøring til ferien, som starter om mindre end en uge. Ferien er lang, og der er meget, der skal ordnes herhjemme, inden jeg drager afsted. Mon ikke også der skal investeres i lidt nyt tøj, og hvad med kuffert...? Hyggelige gøremål, og solen skinner!
God mandag.

søndag den 27. juni 2010

Der kom en pakke

I min meget heldige stime vandt jeg jo en lille konkurrence lige her. Jeg "gættede et fletbrød", og i går kom så denne lille pakke,- selvfølgelig med fodspor på:



Og indeni pakken var der fine duftlys, og en rigtig sød ring, som passer mig perfekt. Tusind tak, Lone!



Vi havde den dejligste studenterfest i haven. Skønt vejr, rigtig god og afslappet stemning. Og studenten var på benene, om end lidt mat.
I dag skal vi så til studenterfest hos gode venner, men så er det jo vores tur til at nyde, og det bliver dejligt.
Midt i festen skal jeg lige køre mine to drenge til toget mod Roskilde Festival. Er der nogen, der glæder sig? Det kan jeg love jer. Moderen er nu mere betænkelig, men det nytter jo (heldigvis) ikke noget.

God søndag til dig.

lørdag den 26. juni 2010

Det lille pus



I går var der en fin dimission i en solfyldt skolegård, - igen en rørende og dejlig oplevelse. Desværre var studenten slet ikke frisk, og vi måtte fragte hende til lægen, der kunne konstatere nyrebækkenbetændelse. Behandlingen er 10 dages penicillin, og studenten kneb en tåre. Hun har haft det en gang før, hvor hun blev indlagt i 5 dage, og hun ved, hvor slemt det kan blive. Derfor er det godt, at hun trods alt er kommet i behandling uden indlæggelse. Men "det er jo nu alt det sjove begynder"! Synd er det for det lille pus.
For at det ikke skal være løgn har storesøster også lagt sig med noget hals-noget.

En noget amputeret familie nåede en studenterfest hos gode venner, og nu sidder jeg og lader op til vores egen i eftermiddag.Vejrudsigten ser ud til at være med os, og tak for det.

God lørdag.

fredag den 25. juni 2010

Dejligt besøg



En helt lastbil fuld af glade studenter. Solskin, pølsehorn, øl (og masser af saftevand, som blev drukket, fordi det var sat på bordet!). Det var dejligt besøg, og alle studentens søskende og hendes moster var der også ud over de stolte forældre, så vi kunne nyde resterne bagefter.
Og jeg fik lov at hente en hel bil fuld meget, meget trætte piger lige før midnat. De blev bragt til deres hjem, og så håber vi, de er blevet mere friske i løbet af natten.
I dag er det så dimission i skolegården og det plejer at være en rigtig fin oplevelse.

Ja, og så skal vi til studenterfest i eftermiddag, men der ER købt ind til vores egen i morgen.

God fredag.

torsdag den 24. juni 2010

Morgensysler

Sidst på formiddagen i dag kommer studenterne kørende, og traditionen tro (det er 3. gang, og så kan man da vist godt tale om tradition), skal de have pølsehorn og små frikadeller. Det plejer at være populært, og så er man jo glad, når det lykkes at blande spiritusindtaget med lidt fast føde. Dejen er sat over.



Vi skulle have været til Skt.Hans i den lokale park, men vi blev grebet af en fuldstændig ligegyldig tenniskamp fra Wimbledon. Da den blev afbrudt på grund af mørke,stod det 59-59 i 5. sæt, og sættet havde varet over 7 timer. Måske kender du ikke til tennis, men det er altså helt langt ude. Historisk, faktisk. Og nu skal de trætte spillere så spille færdig i dag.

God solskins-torsdag.

onsdag den 23. juni 2010

Se lige her

Min dejlige familie overraskede mig med denne flotte kande i går. 1,7 liter rummer den. Jeg "har noget med" kander. Og denne her er både umådeligt smuk, og så har den en god størrelse, så den kan bruges til vand til aftensmaden osv.
Jeg blev SÅ glad!



Studenten blev fejret på restaurant og smilede og var lykkelig, men luften gik af ballonen, da hun havde spist, og så måtte hun hjem i seng. Det var lidt svært, for veninden havde fest, men der var ikke kræfter tilbage.
I dag er der fest på skolen, i morgen kørsel rundt til forældrene, fredag dimission og så er der fester i weekenden. Så jeg håber, hun har sovet godt i nat:)

Rigtig god Skt. Hans. Pas nu på med kosteskaftet!

tirsdag den 22. juni 2010

Kan man ikke blive andet...

så kan man da blive lærer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige kom til at tænke på den talemåde....
Men nu er jeg altså lærer. Efter en rigtig god eksamenoplevelse (tak til lærer og censor), et 7-tal i mundtlig og et 7-tal i skriftlig dansk er jeg helt færdig. Og det blev fejret med en god kop kaffe og denne is:



Da jeg kom hjem flagede hele vejen. Der var blomster og gaver og der kom også et par stykker forbi i aftes. Hjemme var kun yngste-datter, og hun lå under en dyne og kunne intet. Der har hun ligget siden lørdags med høj feber.
I dag må der gang i Panodilerne, for hun bliver student i eftermiddag. Hun skal op i Billedkunst, og forberedelserne har ikke været optimale. Men op skal hun, for hun skal bare have den hue på!

Nu vil jeg vække hende, så hun kan få "sine piller" og måske nå at læse lidt.
God tirsdag til alle, og specielt til alle de andre "studentermødre".

mandag den 21. juni 2010

I dag kører jeg til Jelling. Der står denne sten:



Og i kirken er dette alter:



Billederne tog jeg i onsdags, hvor jeg var til eksamen i samfundsfag. I dag gælder det så dansk. Og kl. 10.30 går det løs. Jeg var til en helt fantastisk koncert i aftes, og havde (næsten) glemt eksamen, men nu kan jeg godt mærke nervøsiteten. Kryds venligst fingre og send venlige tanker. Det hjalp jo sidste gang.

God mandag til dig.

søndag den 20. juni 2010

Træt

Det sker ikke så tit, men jeg er faktisk træt, her til morgen. Rigtig træt. Vi var til en dejlig sølvbryllupsfest i går, men tog forholdsvis tidligt hjem (og ikke en dråbe spiritus...), og alligevel kan jeg mærke, at jeg er ved at nå muren. I morgen er der sidste eksamen, og så er der jo en student på tirsdag. Resten af ugen står på fester, fester, fester.

Kræfterne skal gerne lige holde til at få lavet en god plan for eksamen i morgen, så jeg har lånt denne kat lige her, hvor man kan finde et hav af billeder til fri afbenyttelse. Jeg håber, den vil se strengt på mig hele dagen.



Altså lige indtil jeg tager til koncert i Skt. Pauls Kirke.

Rigtig god søndag

lørdag den 19. juni 2010

Ti, hi

Så kom posten forbi med en lille gevinst, som jeg slet ikke har fået fortalt om. Her deltog jeg i en lille give away, som jeg IKKE vandt (!), men så blev der alligevel lidt lækkert til de mindre heldige:



I dag står den på dansk! Og hvis jeg når at blive færdig, så skal jeg altså lige kigge lidt på prinsesse-bryllup, inden vi drager til sølvbryllupsfest. Jeg må vist i gang.
God lørdag til dig

fredag den 18. juni 2010

Kender du typen?

Sådan står der om Per Nørgård lige her:
Kunsten er et hjørne af livet uden vindere og tabere. Det er derfor ikke et markedsråb hvis man betragter Per Nørgård som den betydeligste danske komponistpersonlighed efter Carl Nielsen. Hans foreløbige livsværk, der i originalitet og omfang savner sidestykke i nyere nordisk musik, er hovedvidne. Han har sat fingeraftryk overalt i det danske musikliv, som inspirator, formidler og kulturkritiker.



Vor tids Carl Nielsen,- det er store ord. Per Nørgård har skrevet et værk til Århus Pigekor, og det skal ur-opføres på søndag i Skt. Pauls Kirke i Århus. Værket har tekst af en canadisk digter, og skal bruges i forbindelse med den store konkurrence, pigerne skal deltage i i Canada. Jeg har hørt fra pålidelig kilde, at pigerne er blevet udfordret til det yderste.
Per Nørgård kommer selv til koncerten. Hvis du skulle være blevet fristet, så er det kl. 19.30, og billetter kan købes ved indgangen (men jeg har nogen stykker liggende, hvis det skulle være....). Jeg kommer ihvertfald.

God fredag til dig.
( Sig det ikke til nogen, men jeg har vundet igen. Lige her! Undskyld)

torsdag den 17. juni 2010

Du godeste

Tusind tak for alle krydsede fingre og venlige tanker. Jeg fik sørme 10! Og jeg er mildest talt stadig i chok over det. Og meget, meget glad. Så mangler jeg bare ét linjefag, nemlig dansk, og det er på mandag.

Nu skal I så så lov at se, hvad jeg har været så heldig at vinde. Først to stykker stof hos strikkeentusiasten:



Og så dette smukke tæppe/tørklæde hos detbedstejegved:



Tak for de dejlige gaver!

I aftes var jeg så lige en tur i Ebeltoft Kirke for at høre mine piger synge. De er altså helt på toppen nu, som altid lige før en stor konkurrence, så det var en dejlig, dejlig koncert.
Og sådan gik den dag.
God torsdag.

onsdag den 16. juni 2010

Så kom dagen

Det er i dag, jeg skal til eksamen i samfundsfag. Aldrig i mit liv har jeg været så nervøs for en eksamen, og det er ikke en rar fornemmelse, skulle jeg hilse og sige. Men kl. 13 går det løs, så kryds venligst fingre.
Yngste skal op i fysik i dag (studentereksamensfag i 1. g), så han lavede lidt eksamensmad i går, fordi han syntes, han havde kvalme :)



Og så får I lige den færdige æresport. Det er lidt svært at fotografere, så den kommer til sin ret, men lidt kan man da godt se.:



God onsdag til jer. Jeg glæder mig til kl. 14.

tirsdag den 15. juni 2010

Det er så yndigt



Aftenen i går gik med at fabrikere æresport til gode venner. Vi var heldigvis nogen stykker, for det var et større arbejde, men resultatet blev vældig fint. Nu glæder vi os til at se den hængt op her til morgen. Billedet er af de små blomsterbuketter, som sidder rundt i porten. Hele resultatet må I vente med at se.
De første kander kaffe er sat over, for de skal med til "fest". Jeg napper lige en kop til at vågne på og springer under bruseren.

Rigtig god tirsdag.

mandag den 14. juni 2010

Tillad mig

Jeg vil altså gerne lige minde om, at det HAR været koldere:



Men det HAR altså også været varmere, og det må gerne komme igen. Meget, meget snart.



Godt, så siger vi det.
God mandag.

søndag den 13. juni 2010

Held i sprøjten

Jeg er altså så heldig for tiden. Hele to give-aways mere har jeg vundet, og dem skal I nok få at se.

Denne skønne buket fik jeg af min kære veninde, da de var på besøg i aftes.



Jeg vil forsøge bare at nyde mit held, og ikke tænke på, om det mon slipper op lige inden eksamen...

God søndag.

lørdag den 12. juni 2010

Kig lige her

denne blog kan du i øjeblikket stemme på dit favoritbillede, og jeg har stemt på det her:



Ikke nok med at du kan stemme, du kan også vinde det i plakatstørrelse. Jeg krydser fingre for mig selv.

Dejlige gaver

I går kom der en konvolut med posten;



Minsandten om det ikke var min præmie fra æblekinder. 2 par skønne øreringe. Tusind tak!



Og denne flotte kurv fik jeg fra børn og forældre i mine 6. klasser, som jeg jo nu skal tage afsked med. Masser af lækkerier og et sødt kort. Så bliver man glad, skulle jeg hilse og sige.



Kaffen er løbet igennem. Lørdagen skal i gang.
God lørdag til dig.

fredag den 11. juni 2010

Har du et minut

Århus Pigekor i Argentina:


I juli måned skal jeg til Canada med Århus Pigekor, og behøver jeg fortælle, at jeg glæder mig? Jeg har siddet i bestyrelsen for koret i mange år efterhånden, og en del af korets "plan" er, at der hvert andet år planlægges en stor udlandsrejse. Koret er et "elitekor", og de bruger megen tid på at øve sig. Synger sammen to gange om ugen, øver selv derhjemme, laver korweekender, hvor de øver osv. Og så laver de selvfølgelig koncerter, hvor de af og til tjener penge.
Udlandsrejserne har (mindst) to formål: Dels er de en gulerod for pigerne, der må bruge rigtig megen tid på koret i hverdagene (og der er jo jævnligt andre ting, der må prioriteres væk), dels er rejserne med til at højne korets niveau. I Canada skal pigerne deltage i en international konkurrence med andre gode kor fra hele verden.

Århus Pigekor i Kina


Selvom pigerne selv betaler en stor del af rejsen, skal der skaffes mange penge, og det arbejder vi så med i bestyrelsen. Måske vil du hjælpe? Hvis du klikker lige her og stemmer på Århus Pigekors video, kan koret ende med at få 10.000 kr. Og i bonus kan du høre og se pigerne fra en korprøve. Det tager kun et minut. (Og har du flere mobiltelefoner, kan du stemme flere gange:) Det regner jo alligevel, så tag en god kop kaffe og hyg dig med det.

God fredag (Hvor blev den uge af?)

torsdag den 10. juni 2010

En blomst...




At leve er ikke nok. Solskin, Frihed og en lille Blomst må man have.
(H.C.Andersen)

God torsdag

onsdag den 9. juni 2010

Om to dage

Nu er der kun to dage til VM starter i Sydafrika. Jeg har før vist fortalt, at jeg har besøgt landet i 2004 og fuldstændig tabte mit hjerte. Det er simpelthen det smukkeste og mest spændende land, jeg har besøgt.
Her er pigerne på Table Mountain:



Vi var så heldige at komme på besøg i en af de utallige townships, og vi blev budt indenfor hos en af de mere priviligerede beboere. De boede i en nedlagt militærbarak, og havde dermed både mure og tag over hovedet i modsætning til dem, der bor i blikskure. I dette værelse boede 6 personer:



Der var tre værelser i "lejligheden", og de i alt 18 beboere delte dette køkken:



Der var skam også et apotek med "naturmedicin",- slangeham, rødder, spindelvæv, ja alt, hvad en natur-apoteker kan ønske sig:



Mit ønske er, at VM vil være til gavn for Sydafrika. De har brug for lidt medgang.

God onsdag.

tirsdag den 8. juni 2010

Heldig, igen

Hvor har jeg dog haft mange bekymringer i mit liv, der ikke er blevet til noget. Nu for eksempel i går, hvor jeg hele dagen kunne bekymre mig om vejret, og så viste det sig fra sin allerbedste side, det det kom til stykket.



Det blev en rigtig hyggelig aften med løb i skoven og Mindeparken. En HÅRD rute med meget op ad bakke, men jeg kom i mål og det var dejligt. Der er noget helt specielt over Kvindeløb, en skøn stemning, -måske fordi så mange følges ad som kolleger, strikkeklub, søstre, veninder - og der er kroppe i alle højder og drøjder. Mange havde også taget tæppe og madkurv med i går, selvom der jo var lidt vådt på græsset.
Det var så forårets Kvindeløb,- 4 styk blev det til. Og i efteråret er der vist kun et. Behøver jeg fortælle, at jeg er tilmeldt?

Ses vi til Smuk Kvindeløb 26. september? God tirsdag.

mandag den 7. juni 2010

Regn?



I aften skal løbeskoene luftes til forårets sidste Kvindeløb, - Alt for Damernes.
Vejrudsigten er ikke spændende. Mon ikke bare DMI har haft en dårlig dag? Jeg tror det. Det er bare meget sjovere i tørvejr, skulle jeg hilse og sige.
Først en arbejdsdag. God mandag.

søndag den 6. juni 2010

En dejlig Grundlovsdag

Så heldig kan man næsten ikke være med vejret på en Grundlovsdag. Dronningefejringen med karettur og udendørs show på Stadion, og vejfest. Det havde ikke været det samme med regn og blæst.
Vi fik skudt sæsonen i gang med vores store grill.



Pigerne fik sunget på Stadion (og i fjernsynet), og var godt trætte, da de lige var hjemme og få lidt mad inden aftenens koncert i Musikhuset. De står i hvide kjoler på balkonen og modtager klapsalverne.



Jeg var i Musikhuset sammen med byens spidser og havde en dejlig oplevelse. Sven Skippers suite til De vilde svaner (som dronningen jo lavede decoupager til) med pigekor, Tchaikovskis ouverture til prinsesse Dagmar og kommende Zar Alexanders bryllup (med masser af Kong Christian og russisk nationalmeldodi vævet ind i hinanden), og ikke mindst Elverskud, som er så dejlig og dansk, og pigerne stod rundt i salen på bare fødder i hvide kjoler. Meget, meget fint.
Mon ikke Dronningen var træt? Det tror jeg, men forhåbentlig også glad for det kæmpe arbejde, der var lagt bag fejringen af hende i Århus.

Rigtig god søndag til dig

lørdag den 5. juni 2010

Verdensbilleder

Lidt stemningsbilleder fra Verdensbilleder i Århus i aftes. Temaet var Fodbold-VM i Sydafrika.
Først den ene pigegarde:



Og så den anden pigegarde:



Og lidt fodboldfans:



Danske politibetjente til hest:



Og et sangkor, der sang sydafrikanske sange:



Vejret var eksotisk, stemningen dansk. En rigtig hyggelig aften i byen.

Og i dag er der så den årlige vejfest her på vores lille vej. En mangeårig tradition, der er fasttømret, og som alle har lyst til at deltage i. Vi mødes til kaffebord, og senere bliver grillen tændt. Grundlovsdag ligger den fast, og vejfesten skyder sommerens fællesspisninger i gang. 1 gang ugentligt mødes vi og spiser grillmad på skift hos hinanden. Vi har en kæmpe grill med hjul på, som vi kører rundt, og værterne er kun forpligtet på at tænde grillen, og stille de borde op, de har. Resten medbringer gæsterne. Regner det, er vi hos dem med den overdækkede terrasse, eller i det telt, der af og til er slået op, når nogen har holdt fest. Det varer som regel helt til september.

Og husk så, at der kommer transmission fra Århus Stadion kl. 15 på DR1, hvor Dronningen hyldes. Mine piger er med, så optageren bliver sat til her i huset. Det er sikkert!
Rigtig god lørdag og Grundlovsdag til dig.

fredag den 4. juni 2010

På bedste vis

Morgenen er startet på bedste vis. Op med terrassedøren, ud med kaffekoppen, solen titter allerede frem i haven kl. 5.



Ellers står weekenden jo i Dronningens tegn her i Århus. Begge vores piger har et laaaaaangt program, for de skal deltage både på Stadion og i Musikhuset om aftenen. Og der bliver øvet i mange timer i dag og i morgen før det hele går løs. Det kommer I nok til at høre mere om.

I aften er der Verdensbilleder i Århus og åbent til midnat. Gemalen og jeg har tænkt at cykle derind, for svigerinden skal synge i Frederiksgade, som i dagens anledning er omdannet til Afrika (!), og det vil vi da gerne høre. Tiden smuldrer, eksamen truer mig, og jeg er endnu ikke blevet venner med den. Det må gerne komme snart. Please.
God fredag!

torsdag den 3. juni 2010

Igen

Så er der grydelapper færdige igen. Denne gang i køkken-lyseblå.



Hvor jeg dog elsker sommer. En lille gåtur i haven om morgenen med kaffekoppen i hånden, terrassedøren åben hele dagen, dufte, haven der forandrer sig hver dag, bare tæer i sandalerne...



Det er dejligt, at vi nu er nået så langt, og kan se frem til tre måneder med sommer i Danmark.
God torsdag.

onsdag den 2. juni 2010

Jo, jo



Som billedet antyder, så kom jeg afsted i går, og jeg kom også i mål sammen med niece Lotte på 12. Ikke i nogen stjernetid, men vi kom løbende i mål og var godt tilfredse med, at vi gjorde det.
Vi var ikke imponeret over goodie-bag og forplejning i det hele taget, men vejret var strålende og man kan jo ikke få det hele. I næste uge er det jo så Alt for Damernes kvindeløb, der slutter forårssæsonen, og jeg har startnummer. Så må vi se...

Eksamenslæsningen fortsætter her i huset. Datter skal op i morgen i det første mundtlige, så vi tager hver sin side af spisebordet i dag, hvor jeg har fri til at læse. Og vi håber på lidt solskin, så vi kan holde en enkelt pause på en liggestol. Please.

God onsdag til dig.