tirsdag den 28. maj 2013

Til glæde og gavn

En kollega fylder rundt i dag, og hun var kommet til at ønske sig noget til det gule køkken. Det blev til et forklæde med lomme:


En yngre kollega spurgte frejdigt, hvad man egentlig bruger sådan en lomme til....? Jo, der var mange bud. Jeg bruger den selv til min ipod, så den behøver jo ikke være så stor :) 

Hun fik også karklude:


Og en anden fødselar fik en toiletpung. Jeg fandt en rest stof i skabet fra tidligere kreationer af samme model:


Der var fyld i pungen, men det fik jeg ikke fotograferet, - lidt pleje til den travle krop og lidt frø til næste års havesæson.

Og så er det rododendron-tid. Nærmest vulgære er knopperne:

Jeg har skrevet en seddel til mig selv med ret så mange to-do-opgaver, som skal overstås inden sengetid. Jeg er da sikker på, at der stod noget med liggestol og lydbog som første punkt, men jeg orker ikke at se efter.



lørdag den 25. maj 2013

Den, der ager med stude.....

Det har vel taget tæt på et halvt år at strikke denne sweater, men nu er den fiks og færdig, og nye ting kan komme på pindene. Opskriften er fra Liselotte og kan findes her. Dejlig opskrift, - lige til at gå til, strikket oppefra og ned i dobbelt blackhill højlandsuld fra garnudsalg.dk, selvfølgelig. Eneste ændring er, at jeg slog 8 masker mindre op for at få en mindre halsåbning. 
Troldene er nostalgi fra 70´erne og kan findes i bogen Hønsestrik nr.3 (hvad man ikke kan se på billedet er, at der er en række kvindetegn mellem de sidste trolde for at få mønsteret til at gå op, - også ren nostalgi).


Kollegerne skulle da også mærke fødselsdagen forleden, så de fik hjemmebag, - som vist nok blev nydt, selvom vi knapt har tid til at sidde ned i øjeblikket.




Et overdrevent blomsterindkøb forleden resulterede bl.a. i denne tvillingblomst, som skulle foregive at være helt sart rosa....., hvad skete der lige for den?


Selvom jeg er hård mod blomsterfarver, som ikke lige falder i smag, så har den fået asyl, - den er jo ret sød alligevel, og kan ikke gøre for, at den stod et forkert sted. Vel? 



onsdag den 22. maj 2013

Og det var pinse...

Traditioner skal holdes, - også selvom man har fødselsdag. Så jeg blev afhentet på matriklen pinsemorgen og ført til Den gamle by med Herrekor iført stråhatte, morgenbuffet under lindetræet, og det herligste selskab.


Den traditionelle pinsetale blev i år holdt af selveste Claus Dalby i sædvanlig afslappet stil:


Der blev også tid til en lille gåtur i byen, - den er bestemt et besøg værd! Der bygges hele tiden "nyt" og der er liv i hvert et hjørne. Som en ny lille detalje hørte vi en bedstemor synge vuggevise ud af et åbent vindue.

Vejret var dejligt, og vi nød, at foråret endelig var kommet. Nu er det så blevet efterår. Akkeja, akkeja...

lørdag den 18. maj 2013

Morgen i maj, når det grønnes....

 Maj er min yndlingsmåned. Jeg bliver blød og varm indeni, når det hele er lige ved at springe ud, - fornemmelsen af, at man igen kan starte forfra er fantastisk. Maj har været travl. Der bliver knoklet igennem på arbejdet, og kræfterne rækker såmænd ikke til meget mere end det. Derfor kan man vel knapt kalde mig blogger mere. Men her kommer dog et lille og meget blandet indlæg. Bare fordi....

Jeg har læst en dejlig bog af Anne B.Ragde (hende med Berlinerpoplerne). Denne her handler om en opgang, hvor kvinderne går hjemme med deres drømme og fordomme, nysgerrighed og kraft. Og jeg kan godt anbefale bogen. Ikke som den store oplevelse, - den er ikke i nærheden af Berlinerpoppel-trilogien, - men som en fin lille kommentar til, hvad man får ud af sit liv.


Og så har jeg bagt boller. Det er blevet en slags tradition, at jeg bager boller med glasur til klassen for at fejre kirkens fødselsdag (pinse, I ved nok!). Børn husker jo bedst, når der er noget konkret..... Tilfældigvis falder pinsedag i år også sammen med min egen fødselsdag, så vi kunne fejre dobbelt fødselsdag, før vi gik på pinseferie:


Jeg har ofte givet husly og opmærksomhed til nabo-katte. Denne her er ny. Den kom på besøg en dag, og vipti-vupti så fandt den sig til rette. Jeg skyndte mig at tage et billede, før jeg jagede den ned. Noget af en tiger.....


Sidste weekend havde jeg stillet min lille loppebod op sammen med en veninde ved et lokalt loppemarked. Det regnede. Det var koldt. Jeg solgte for 15 kr.! Øv.


Og her er så det, det hele handler om:



Snapshots fra morgenhaven denne dag i maj. Det er Tycho Brahes dag i dag. Det er svært at forstå, - men det skulle være ganske vist, så pas på derude.....


fredag den 10. maj 2013

Dementi

Nej! Jeg er ikke ved at starte et garnudsalg. Jeg har bare været på tur. Til Gug, altså.
Og jeg manglede ikke garn, da jeg kørte fra Aarhus, men jeg ville da gerne med....., og jeg hævede også lidt kontanter, HVIS nu....
Jeg må konstatere, at jeg nok alligevel manglede garn:

Bomuld i de dejligste nuancer:


En smuk, lys grå soft uld:


Og lidt sort, soft uld, - sort på den helt rigtige måde:


Tweed må simpelthen ikke mangle på lageret:


Mangler jeg så mon mere? Tjaaa..., plads til garnet og penge i pungen. Og så lige en bedre tommelfinger, for jeg har vist fortrængt, at den jo slet ikke er så god til at strikke.


onsdag den 1. maj 2013

Kom maj....

Hverdagen er rullet ind over mig, så nu er det virkelig i småtingsafdelingen med håndarbejdet. Fire små bogmærker efter idé fra Annika : 


Og her har de fået lov at titte ud fra en havebog:


Det er også lykkedes at blive færdig med endnu en lydbog, nemlig Glasslottet af Jeanette Walls. Den handler om en flok børn, der vokser op i en familie med uhyrligt fattige forhold og med forældre, som har deres helt egne værdier. Uha, som den da var god, gribende, klog og grum:


I dag er det 1. maj. Og jeg cyklede de næsten 20 kilometer efter arbejde i en fart for at deltage i arrangementet i Aarhus. Der stod jeg så sammen med tusindvis af lærere og andre, der ikke havde glemt......


Solen skinner. Og der er nok flere end statsministeren, der trænger til at hvile ørerne nu.