lørdag den 24. januar 2015

Mange timer i godt selskab

Hvis man følger med her, så er man nok klar over, at jeg holder af lydbøger. Det er efterhånden sjældent, jeg læser på papir, for jeg kan få læst så meget mere, når jeg samtidig kan være aktiv. Og det kan jeg med lydbøgerne. Gåture, opvask, håndarbejde, strygetøj...., det hele kan klares med en lydbog. Og da jeg godt selv kan læse lidt "sjusket" (altså springe lidt let hen over udvalgte passager), så er det en fordel, at jeg tvinges til at få det hele med, når der læses op.
Jeg har lige tilbragt mere end 38 timer i selskab med Ken Follett:


Tredje del af hans trilogi var lige så spændende, interessant og velskrevet som de to foregående. Jeg har nydt hvert minut. Og jeg må lige fremhæve epilogen, som gav en klump i halsen. Men du er altså nødt til at klare de 38 timer først, hvis du vil finde ud af hvorfor. Læs den, - men du skal have nr. 1 og 2 med. 
Nu er det så Gillian Flynns tur:


Jeg har lidt strik på pindene, som tager urimeligt lang tid, - ikke fordi det er svært eller noget, bare fordi jeg er træt om aftenen. Men der er blevet hæklet en smule ind imellem:


Det er såmænd også en velafprøvet klassiker, - dobbelt bomuldsgarn og så fastmasker derudaf.
Sneen ligger allerede i et pænt lag her til morgen. Jeg er ikke klar til det, - men hvem skal jeg ringe til for at aflyse....?


lørdag den 17. januar 2015

Yndlings

Fredag aften er nok min yndlings, - en hel weekend ligger ubrugt foran. Nu er der oven i købet VM i håndbold, og det gør det ikke ringere. I aftes skulle det vise sig, at det var en fordel at se håndbold med ryggen til, så symaskinen og jeg havde gang i en lille fabrikation:


Ugen bød på noget nyt, nemlig STRIKKEBIO. Filmen "En chance til" kunne ses ved en eftermiddagsforestilling, og det skulle vise sig at være det fedeste koncept:  -lyset blev ikke dæmpet mere end at man kunne strikke, - der var en lille bod med garn m.m. ude i foyeren, hvor man faktisk også kunne LÅNE et strikketøj, hvis man havde glemt, - inden filmen blev der trukket lod om 5 præmier, - og der var ingen reklamer før filmen. Prøv det! Det kan anbefales. Og du kan læse mere om det her.


Var filmen så også god? Svaret er JA. Skuespillerne spillede ovenud fantastisk, - specielt Nikolaj Lie Kaas var eminent. Filmen var barsk og meget uventet i handlingen. Ikke noget "feel good" der.

P.S. Man kan også godt hækle i Strikkebio :)

lørdag den 3. januar 2015

Nyt

Der er ikke noget som et nyt og ubrugt år. Mit er startet passende stille, - der skal nok komme drøn på ved jeg af erfaring, men jeg har nydt at lave inde-sysler. Godt hjulpet af vejret.
Minsandten om der ikke allerede er håndarbejde at vise frem.

Lysegråt køkkenhåndklæde i klassisk mønster:


Og endnu et par klassikere fra min hånd, - nu med lilla kant:


Mon ikke jeg lige skulle trisse ud i haven og rejse mine møbler og andre løsdele, der er væltet i stormen. Jeg kan høre, der er fugle, der pipper, og så kan man godt lige se noget forår i horisonten....

torsdag den 1. januar 2015

Et nyt blad

Selvom vi nu er nået til 2015, skal jeg lige nå at vise det sidste håndarbejde fra 2014. Først tre små huer, som skal rejse til Cuba med Christine:


Og så er julefridagene gået med at komme helt ned i gear med en hæklenål i hånden. Tre sæt grydelapper i råhvid og beige med tofarvet kant:




Jeg nyder at sidde med morgenkaffen helt uden tømmermænd efter en hyggelig nytårsaften. Der er stadig fridage at nyde. What´s not to like?
Godt nytår til alle, der læser med her.