tirsdag den 30. august 2011

Fra håndarbejdsfronten

Det er IKKE de store projekter, der løber gennem hænderne, men en lille seance med symaskinen i søndags resulterede i disse to store pudebetræk, - bestilt af nyligt fraflyttet datter.



Og det lille møde med maskinen kaldte på mere, så jeg smuttede lige til Stof og Stil i eftermiddag. Jeg tillod mig at tage bilen for 2 x 14 km på cykel, de sidste i ØSENDE regn, var vist nok for i dag.
Lidt til patchwork-babytæpperblev det til
:


Og så var der en tidligere kollega, der "plagede" på facebook, så hun måtte også have et tørklæde:



Tørklædet blev strikket i aftes til en spændende og interessant valgudsendelse. Sådan kan de også være :)

Det var alt fra håndarbejdsfronten for nu. Arbejdet kalder.

lørdag den 27. august 2011

Som et lyn...

Hold op, hvor der var lyn i det fjerne i nat.

Jeg kunne have haft mulighed for at være færdig med mit tørklæde som et lyn, -tykt garn og pinde nr. 9, - men helt så hurtigt gik det ikke. Til gengæld er det blevet lige som det skulle være:



Jeg vil tro, at datter bliver godt tilfreds med resultatet.

Der holdes lidt stille lørdag her. Det er godt.

torsdag den 25. august 2011

Lilla sommerfugl....



Du kan give din støtte til Nicaraguas kvinder i deres kamp for ret til abort via Amnesty Internationals hjemmeside. Her kan du kreere en smuk sommerfugl og sende en støtteerklæring med den. En smuk tanke, synes jeg.
Min sommerfugl blev lilla....

søndag den 21. august 2011

Udsalg



Et par gange om måneden holder Lions Club i Århus bagagerumsmarked. 155 pladser er til salg for en slik, og i dag havde jeg slæbt en del af min kælderoprydning med. Jeg delte en stand med en veninde, og vi havde en herlig og travl dag, - så travl, at jeg ikke nåede at tage billeder.
921 kr tjente jeg, - en lille bitte udbetaling på bilregningen, måske....
Tænk, at man kan tjene næsten 1000 kr på ting, som ellers bare skulle smides væk. Vi blev faktisk lidt bidt af det, og kan godt finde på at tage en dag ud af kalenderen igen. Og ting, det har jeg stadig nok af til en stand eller flere. Uden at komme til at mangle noget. Har du også alt for mange ting?

fredag den 19. august 2011

Singing in the rain



Om jeg blev våd i morges? Jep.

Om jeg er taknemlig over søde kolleger, der fandt lidt tøj i skuffen, så mit eget kunne komme i tørretumbleren? Jep.

Om jeg var spændt på, om jeg kunne hente en ny-synet bil i eftermiddag? Jep.

Om jeg er spændt på at få regningen? Egentlig ikke.

mandag den 15. august 2011

Tjooo....



Lad mig først retfærdigvis sige, at jeg cyklede mine 14 km til arbejde og hjem igen i tørvejr. Det skulle jeg jo også ifølge vejrudsigten. Meeen.... det har da stået ned i stænger hele formiddagen, og nu er det så sandelig begyndt igen! Det var der ikke nogen, der sagde noget om, hm, hm.
Bilen blev afleveret på værksted i fredags til en lille omgang, - troede jeg. Svimlende summer kommer det til at koste, og jeg er heldig, hvis jeg ser den igen i denne uge. Men så er det jo godt at have sin el-cykel.
Jeg vil handle lidt imellem bygerne. Vejret opfører sig jo nøjagtig som det vil, om vi brokker os, om vi laver smukke vejrudsigter, taler om det eller tier det ihjel. På med regntøjet og nyd, at din kælder ikke er oversvømmet, lille dame.

søndag den 14. august 2011

Ondt blod



Endnu en lydbog er røget gennem ørerne, Ondt blod af Arne Dahl. Det var en hyggelig, uhyggelig fornøjelse, hvis I forstår. Masser af spænding, et for en gangs skyld effektivt svensk politi, lidt hip til det svenske samfund, som mange krimier har for vane. Alt i alt en bog, jeg gerne vil anbefale.

Nu er jeg så godt henne i den næste af en yndlingssvensker, nemlig Camilla Läckberg. Jeg har for tiden mange praktiske gøremål, og det glider ligesom nemmere med en god bog i ørerne.

Der skal så også lige gøres klar til den "rigtige" skolestart i morgen, hvor alle de forventningsfulde poder møder op og forhåbentlig glæder sig. Jeg glæder mig til at se dem, i hvert fald. Vi har været i gang en uges tid nu med at forberede skoleåret, med kurser, møder, årsplaner, og alt, der hører til.

Regnen siler ned uafbrudt. Kunne den måske holde en pause mellem 7 og halv 8 i morgen tidlig, for jeg er på cykel. Please:)

søndag den 7. august 2011

Tadaaa

Egentlig ville jeg bare lige vise noget lækkert garn, jeg lige havde købt. Svensk uldgarn ved navn Järbo:



Men så skulle jeg jo lige strikke lidt af det, og vupti var der et færdigt strikketøj. Dobbelt garn, pinde 9, halstørklæde, der kan gå to gange rundt:



Det er til en fødselsdagsgave, og så kom der lige nye navnemærker i sort med grå skrift fra ikastetiket.dk :



Og jeg er allerede i gang med det næste i noget lidt andet garn, men samme model. Vinteren kan jo hurtigt komme over os (og det er altså IKKE en opfordring!)

lørdag den 6. august 2011

Vild



Det grå guld var i Tivoli Friheden i aftes, og for en stund var vi "wild childs". Annisette og Savage Rose gav en forrygende koncert. Hold da op, hun er 63 år gammel, og jeg husker tydeligt, at man i min ungdom sagde, at den stemme holder ikke, sådan som hun bruger den. Men det gjorde den, og hun holder! Tårer i øjnene fik man, kan jeg love. Wild child, Byen vågner, Dear little mother og dejlige nye numre spillet af nye, unge, dygtige musikere, og sunget af Mor selv. Wow.

Vi havde medbragt lammekoteletter, kartoffelsalat og lækkert brød, og et par dyre vine. De sidste blev nu konfiskeret i indgangen, og gæt lige, om vi følte os som nogen, der skulle til gymnasiefest....? Dem ved siden af os (også "modne" mennesker), benægtede at have medbragt drikkevarer, men vagten hev den ene specialøl op af rygsækken efter den anden. Da var vi glade for, at vi trods alt indrømmede (fnis).

Nå, men man må jo i gang. Der skal gøres rent i dag! Der skal! .....

onsdag den 3. august 2011

Om Suffløren



Det er lidt tid siden, jeg blev færdig med lydbogen Suffløren, som jeg har downloadet fra DR. Når jeg har trukket den lidt med at fortælle om bogen, så er det fordi, jeg har svært ved at finde de rigtige ord.
Suffløren er en fantastisk krimi. Ultraspændende fra første side, en lang og indviklet krimigåde, som trevles op, samtidig med at vi lærer de ret specielle personer at kende. En helt uventet slutning er der også. Den har det hele og lidt til. Den er simpelthen god skruet sammen. Og når jeg så alligevel har lidt, der gnaver, så er det måske, fordi den er lidt for voldsom, lidt for indviklet, lidt for "tænkt", lidt for usandsynlig. Måske er det mere en "mandekrimi"?

Jeg synes, du skal give den en chance. Godt skrevet er den i hvert fald.

Og så er solen sendt på himmelen har fra morgenstunden. Som vi da har fået gode dage og aftener her på det sidste. Vores ugentlige fællesspisning her på vejen gik over i lidt fællessang og kager til kaffen. Det hele er nu mildere, når vejret forkæler os.

mandag den 1. august 2011

Sprog

Nu lakker sommerferien mod enden, og jeg skal til at have tankerne vendt mod skole og arbejdslivet. Måske skal el-cyklen også smøres. Den rundede de 2.000 km før sommerferien.



Og så fik jeg lige et digt fra en kollega, som jeg gerne vil dele med jer. Han kender desværre ikke forfatteren.
(fra Mæle nr. 1 10. årg. 1984)

Det danske sprog

Vi starter med lås, der i flertal er låse,
men flertal af gås er gæs
- ikke gåse.
Vi taler om fod,
er der fler', si'r vi fødder,
men skønt vi si'r flod,
si'r vi aldrig flødder.
Er der én, er det den
er der to si'r man disse.
Hvorfor fa'n er så flertal af pen
ikke pisse?

At flertal af mand
er mænd -
ikke mænder -
er svært at forstå,
når én tand bli'r til tænder.
Skønt flertal af and
som bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig, at spand
bli'r til spænder.
En anden mærkværdighed er her til lands;
i tredje person er det han, ham og hans;
er det sund logik - ja jeg spørger kuns
at man ikke om kvinder si'r hun, hum og huns?

At synge i datid, det hedder jo sang,
men datid af gynge er ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor springe
gi'r sprang,
når bringe dog ikke i datid er brang!
Korrekt hedder datid af bringe jo
bragte,
hvor er så logikken når man siger bagte
på grundlag af navnemåden at bage?
Et andet eksempel: Det hedder at
tage,
som bliver til datid, når man siger tog
- sku' bage i datid så ikke gi' bog?
Når bringe er bragte, sku' bagte vær'
binge,
men så måtte ragte vær' datid af ringe,
og ragte det findes på dansk faktisk
ikke
- derfor må vi helre la' spørgsmålet
ligge!

Den danske sprog er en svær en.....