Sprog

Nu lakker sommerferien mod enden, og jeg skal til at have tankerne vendt mod skole og arbejdslivet. Måske skal el-cyklen også smøres. Den rundede de 2.000 km før sommerferien.



Og så fik jeg lige et digt fra en kollega, som jeg gerne vil dele med jer. Han kender desværre ikke forfatteren.
(fra Mæle nr. 1 10. årg. 1984)

Det danske sprog
Vi starter med lås, der i flertal er låse,
men flertal af gås er gæs
- ikke gåse.
Vi taler om fod,
er der fler', si'r vi fødder,
men skønt vi si'r flod,
si'r vi aldrig flødder.
Er der én, er det den
er der to si'r man disse.
Hvorfor fa'n er så flertal af pen
ikke pisse?

At flertal af mand
er mænd -
ikke mænder -
er svært at forstå,
når én tand bli'r til tænder.
Skønt flertal af and
som bekendt hedder ænder,
så hører man aldrig, at spand
bli'r til spænder.
En anden mærkværdighed er her til lands;
i tredje person er det han, ham og hans;
er det sund logik - ja jeg spørger kuns
at man ikke om kvinder si'r hun, hum og huns?

At synge i datid, det hedder jo sang,
men datid af gynge er ikke gang.
Og hvem kan forstå, hvorfor springe
gi'r sprang,
når bringe dog ikke i datid er brang!
Korrekt hedder datid af bringe jo
bragte,
hvor er så logikken når man siger bagte
på grundlag af navnemåden at bage?
Et andet eksempel: Det hedder at
tage,
som bliver til datid, når man siger tog
- sku' bage i datid så ikke gi' bog?
Når bringe er bragte, sku' bagte vær'
binge,
men så måtte ragte vær' datid af ringe,
og ragte det findes på dansk faktisk
ikke
- derfor må vi helre la' spørgsmålet
ligge!

Den danske sprog er en svær en.....