fredag den 30. april 2010

Tider skifter

Traditioner er dejlige,- og herhjemme har vi som så mange andre en tradition aftenen før bededag med varme hveder og te. Det fik vi også i går, eller rettere JEG fik det. Kun yngste datter var hjemme, og hun havde kastet sine længsler efter en rest stegeben med brun sovs fra køleskabet.
Dengang vi var hjemme alle 6, kom den store tekande frem netop denne aften. 3 liter te indeholder den, og vi fik den i bryllupsgave for 24 år siden. Faktisk har den kun været i sving den ene aften om året, men så meget desto mere hyggeligt var det, når den kom på bordet.



I går skulle gemalen til herrefrokost (6 slags snaps!), ældste datter skrev opgave, ældste søn fejrede at medicinerne havde vundet kapsejladsen i Universitetsparken, yngste søn var på arbejde. Så den store tekande kom kun frem for at blive fotograferet. Tider skifter.
Her står den på rengøring! God fredag.

torsdag den 29. april 2010

Rask lille give away



Vi er nødt til at fejre, at opgaverne er afleveret. Hvis du har lyst til at være med, kan 2 af mine karklude blive dine blot ved at lægge en kommentar. De er syet i dobbelt jerseystof, kan vaskes på 60 grader og er vældig gode at tørre med.

1 lod = 1 kommentar. Så enkelt,- men du må gerne låne billedet og linke, hvis du har lyst.
Jeg trækker lod på lørdag d. 1. maj, og offentliggør vinderen søndag morgen.

Jubi, det er torsdag, vi skal have varme hveder, og i morgen er det fridag. Rigtig god torsdag til dig.

onsdag den 28. april 2010

Så langt, så godt



Her er det så, brevet med dansksynopsis i 2 eksemplarer og 2 x 2 samfundsfagsopgaver. Det kommer afsted fra postkontoret i dag! Og så kan jeg få lov at gå til 2 linjefagseksamener.

Jeg blev ikke helt tilfreds med min danskopgave, men jeg kunne mærke, at jeg fik vrøvlet mere og mere, jo mere jeg rettede, så det må der rettes op på til den mundtlige eksamen.

En lettelse er det, og jeg vil tillade mig at holde lidt fri i weekenden for at forsøge at få rettet op på hjemmets og havens meget forsømte tilstand. Tænk at man kan glæde sig til at have tid til rengøring og lugning. Læses skal der nu også, for vi mangler faktisk stadig at lave den sidste studieopgave, og den skriftlige eksamen venter jo lige om hjørnet. Men støvsuger og hakkejern SKAL have lidt prioritet.

Lettelsens suk! God onsdag.

tirsdag den 27. april 2010

Tusindfryd



Da mine børn var mindre, arbejdede jeg i en periode som dagplejer for at være noget mere hjemme ved dem. Et job, som jeg var utroligt glad for,- den daglige, helt nære kontakt med de små børn var så givende, - men også et hårdt job.
Sammen med gode kolleger lavede jeg en kogebog for dagplejere, som vi fik udgivet, og som blev solgt på Rådhuset. Det var et herligt projekt, som alle kolleger var optaget af og bidrog til med opskrifter og ideer, og jeg tror nok, at kosten i dagplejen blev optimeret i den periode. Vi inspirerede simpelthen hinanden.
Her får I en opskrift fra bogen på saftige tusindfryd-muffins:


100 g smør
2 æg
2 dl farin eller rørsukker
2 tsk kanel
1 dl revet æble
1 dl blomster af tusindfryd
2 spsk kronblade af mælkebøtte
3 dl mel
1 tsk. bagepulver
1 dl mælk
Rør alle dele sammen og kom dejen i muffinsforme. Ca. 22-25 stk.
Bages ved 225 grader i ca 15 minutter

Jeg var på et tidspunkt på kursus med Annemette Olesen, og hun fortalte en lille historie om tusindfryd. Pointen var, at man ved, det er forår, når man på græsplænen kan træde på 7 tusindfryd på én gang. Kan du mon det på din græsplæne? God forårstirsdag.

mandag den 26. april 2010

Et lille kig



Så fik jeg lagt billeder ind på computeren. Datter er lidt blufærdig, så jeg har valgt et billede, hvor I kan se kjolen i"i dans", men hvor hun ikke er helt så meget på.( Det er hende midt i billedet i stropløs kjole.)

Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg TROR min synopsis er færdig. Den er sendt til vejledning en sidste gang (forhåbentlig). Den skal gerne sendes med posten senest i morgen, så jeg kan være sikker på, at den er fremme torsdag sammen med mine samfundsfagsopgaver. Hold op, det bliver en lettelse.

I dag skal vi have nationale tests i matematik. Da vi prøvede sidst lukkede de testen, fordi det slet ikke virkede, så eleverne havde ikke den bedste oplevelse. Det bliver forhåbentlig bedre i dag. Rigtig god mandag til dig.

søndag den 25. april 2010

I form?

Der er nu noget helt specielt over Kvindeløb. En herlig stemning og laaang kø til toiletterne. Løbet i går var et af de bedste. Velorganiseret, en rigtig fin rute, goodie-bag og herligt vejr. Her ser I, hvad der var i tasken:



Næste løb er om 14 dage, så jeg må vist have trænet lidt :)

"Dronningeballet" var så fint, så fint. De unge mennesker var smukke og meget spændte, og de havde øvet sig. Jeg fik knipset en masse billeder (af betænkelig kvalitet), og måske kommer der et her, når jeg finder kablet til kameraet. Jeg lånte datterens, da mit eget er HELT ustabilt. Da der var 2. runde lanciers, som er åben for alle, der har lyst, dansede alle mine 4 børn i tre forskellige kvadriller, så jeg havde travlt. Det har sikkert set skægt ud, at jeg løb lidt fra den ene til den anden, men det skulle jo gerne foreviges. Også selvom de færreste af billederne nok kan bruges på grund af manglende lys.

Jeg fik købt ny nål til overlockeren, så nu skal der krydses fingre for, at den kan sy! Det bliver ikke i dag. Synopsen skulle gerne være færdig, når vi når aften.(Eller i hvert fald i morgen, hvis jeg altså ikke vil køre til Jelling med den)

God søndag til dig, som skal ud i solen, og til dig, som har indendørs skal-opgaver lige som mig.

lørdag den 24. april 2010

Et dejligt besøg

I går havde jeg dejligt besøg af "kolonihave-veninden". Vi fik frokost og kaffe og snak. Skønt. Hun havde en gave med til mig,- en bog, som skulle være noget så skøn. Jeg er gået lidt i gang, og den tegner godt.



Og så langt er jeg nået på mit tæppe. En rigtig gyser! Nålen er knækket på min overlocker, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal fixe det. Øv, øv, øv.



Dagen i dag byder på flere gøremål. Iform-kvindeløbet løber af stabelen kl. 14, og jeg er med. Desværre er formen ikke til at løbe hele vejen (endnu!), men man må vel godt gå lidt ind imellem?

Og i aften er der "Dronningebal", som lanciers-festen hedder på Katedralskolen. Datter skal danse i sin yndige kjole, og kameraet er ladet op! En stor aften.
God lørdag til dig.

fredag den 23. april 2010


Hver dag får jeg en mail fra Den store danske encyklopædi med besked om "dagen i dag". Der er historiske begivenheder, fødselsdage, store personligheder osv. Nogen dage siger oplysningerne mig ikke rigtig noget, nogen dage lukker de op for en masse tanker, nogen dage bliver jeg mindet om noget, jeg havde glemt.

På denne dag er en af begivenhederne således:

UNESCOs Verdens Bogdag markeres med udstillinger, oplæsninger og andre aktiviteter i lande overalt i verden.

En lille tør sætning, som jeg kan gå og lune mig ved. BOGDAG. Uhm. Bøger er dejlige, og de fortjener da deres helt egen dag.

Det er allerede fredag igen. Hav en god fredag derude.

torsdag den 22. april 2010

Jeg ér altså heldig



Denne dejlige pakke kom i går. For lidt tid siden deltog jeg i en give away her.



Det var en sponsor-giveaway, og gaven kom fra hjemmesiden kridte-hvidt. De skønneste hjemmelavede sæber, som ikke bare dufter herligt, men også er så fine at se på. Kan jeg mon nænne at bruge dem? Ja, da, for der er flere, hvor de kommer fra, og til en rimelig pris, så jeg kan bare bestille igen.



I dag skal kollegerne have kage fra den gode bager, ja de skal. Jeg må dele lidt ud af mit held.
Weekenden nærmer sig allerede. Det går så stærkt. God torsdag.

onsdag den 21. april 2010

Jeg er så glad



Jeg fik bare den bedste besked i går. Jeg er fastansat fra 1.8. på den skole, hvor jeg har været vikar de sidste par år, og jeg er bare så glad, så glad. I disse tider hvor der fyres lærere i bunker i de fleste kommuner er det jo vanvittig heldigt bare at have et arbejde, og så er jeg ovenikøbet vældig glad for at være på skolen. Så jeg føler mig priviligeret.
Vi fejrede det med oksemørbrad og bearnaise, som var klar, da jeg kom hjem.

Nu er der da endnu mere motivation til at komme godt igennem eksamenerne til sommer. Min dansk-synopsis driller, men mon ikke jeg finder ud af det inden søndag?
Rigtig god onsdag til dig. Jeg vil svæve lidt på en lyserød sky i dag.

tirsdag den 20. april 2010

Jeg præsenterer...

Mit færdige tæppe! Endelig synes jeg, at jeg er færdig med tæppet, og jeg er vældig glad for det.
Tæppet er ca. 110 x 135 og kan fint dække kroppen, hvis man lige skal lille lidt i sofaen.



Opskriften har jeg fra Turid, som laver så mange fine ting. Tak for hjælpen.



I går samlede jeg affald med min 6. klasse. Danmarks Naturfredningsforening har en indsamlingskampagne hvert år, og jeg skal love for, at der er affald at indsamle. Det var mange kilo affald, der blev slæbt hjem. Vi samlede ind langs "den store vej", og gik vel ca. 1 km, og sammen med to piger gik der sport i at finde cigaretskod. 632 stk. fik vi tre samlet på ganske kort tid. Fy da, hvor er det en skræmmende tanke, hvis der ser sådan ud i hele landet (og hvorfor skulle der ikke det?)
Hvem mon det er, der smider sit affald i naturen? Ikke dig, vel? Nej, og heller ikke mig. Men nogen gør det altså. Og cigaretskod er der mange, der vil af med.

I dag er der cyklistprøve. God tirsdag.

mandag den 19. april 2010

En blandet landhandel

De her stofstykker ligger og griner af mig. Nej, hvor det kribler i fingrene!, Men jeg er ikke gået i gang endnu.



Til gengæld fik jeg en god ide i går. Løbeturen skulle der være plads til, og jeg ville også gerne høre "Åbent hus" med Helle Joof og Nikolaj Koppel, og jeg ville også meget gerne lave pesto til kyllingen om aftenen. Så det hele blev slået sammen, og turen gik til Riis Skov. "Åbent Hus" i ørerne, løbeskoene spændt. Og man måtte jo stoppe op, hvis der var en fin udsigt (eller man lige trængte til at trække vejret)



Lidt bordpynt blev det også til.



Og masser af ramsløg til Claus´pesto!



Sådan forener man det nyttige med det behagelige. Og der blev også tid til at læse.
Til gengæld bliver haven uhyggeligt forsømt. Det er ikke godt. Men man kan jo ikke det hele,- siger jeg til mig selv. Og det er da også rigtigt, ikke?
Arbejdsdagen "truer", og i aften er der bestyrelsesmøde i "mit" pigekor. Pyh ha. God mandag.

søndag den 18. april 2010

Så ligner det sig selv igen



Sikke en dejlig lørdag, det blev. Morgenmaden i Ikea var god, kaffen var rigelig, og så var vi klar til at fylde indkøbsvognen.
Her er den undervejs:



Datter og hendes kæreste er gode at være i Ikea med,- de holder også meget af at kigge og glædes over de spændende ting og den gode inspiration man får undervejs. Jeg fik købt stoffer til et patchworktæppe, og det kribler i fingrene, men jeg må vist styre mig lidt,- min dansk-synopsis skal jo snart afleveres.
Vi fik en dejlig frokost, og kom hjem så sent, at yngste var godt i gang med oprydning og rengøring. Det blev et længere projekt, men han fik det hele ordnet, og så var jeg glad.

På min efterhånden lange ønskeseddel står denne pude nu også:



Der ligger en bog på bordet, som skal læses i dag. Det er min plan. Måske har du også en plan? God søndag.

lørdag den 17. april 2010

Sikken fest vi har haft....




Mit hjem er ikke pænt i dag. Her ser faktisk ganske forfærdeligt ud! At dømme efter flasker, affald og almindeligt gulv-søle, så har det været en sjov fest, de unge mennesker har haft.

Og tænk, jeg er så heldig, at lige om lidt henter jeg ældste datter, og vi skal i IKEA. Der får jeg morgenmad, og det er godt, for der er ikke en ledig plet i mit køkken, hvor jeg kunne stille en tallerken, og jeg kunne heller ikke komme hen til min kaffemaskine for at lave en lille kop kaffe.
Godt, jeg ikke skal gøre rent. Hvornår mon yngste står op og gør det? Der er til nogen timers arbejde. Måske skal man nappe en omgang køttbullar i IKEA, inden man vover sig hjem:)

God lørdag.

fredag den 16. april 2010

Hurra, hurra, hurra.



Tillykke til vores allesammens dronning.



Yngste holder fest for sine gymnasiekammerater i aften. Jeg kan garantere, at det ikke bliver i galla og med diademer. Vi holder vejret, og holder os måske også for ørerne. Han glæder sig.

God, festlig fredag til Margrethe og til dig.

torsdag den 15. april 2010

Så længe siden



Tænk, hvor er det længe siden, jeg har kunnet lægge et håndarbejdsbillede på bloggen. Jeg får altså lavet lidt, men det er store projekter, der er gang i, så det bliver ikke færdigt lige på en gang. Tæppet, som jeg hækler på, mangler kun 4-5 omgange!. Men omgangene er laaange nu.

I virkeligheden skulle I have haft et billede af min samfundsfagsopgave. Den blev sendt i går!!!! Hvis den bliver godkendt, kan jeg koncentrere mig om min danskopgave, som skal være færdig om 1 1/2 uge. Den trænger til kærlig omsorg, kunne jeg se, da jeg lige læste det, jeg har skrevet, igennem i går. Skrivepædagogik...., hmmm.

En lang arbejdsdag venter. God torsdag til dig.

onsdag den 14. april 2010

Cykeltur



Jeg har en rigtig smuk vej at køre på arbejde. I hvert fald noget af den, og længe har jeg fra bilruden fulgt disse skræpper, der folder sig ud med den skønneste farve.
Men i går cyklede jeg for første gang i dette år. Åh, hvor var det dejligt.



Det er ikke noget, jeg gør hver dag, for jeg har 14 km på arbejde, så vejret skal gerne være godt, og jeg skal have god tid. Når jeg gør det, nyder jeg det, selvom der er bakke op og bakke ned. Ikke mange lige stykker på den vej.
I går var cyklen lidt tung i det,- måske er der sket noget med den i vinter (ellers også er jeg blevet lidt for tung bagi??). Og jeg var også afsted med bilen, for der var aftenmøde, og jeg er faktisk noget træt i låget i dag. Det der med at skulle afsted om aftenen på arbejde, det er ikke et hit (selvom det som sædvanligt var hyggeligt).

Vejrudsigten siger fuld sol. God solskinsonsdag.

tirsdag den 13. april 2010

Så blev jeg færdig med den


Det er godt, at der ind imellem skal laves praktiske ting i huset, eller løbes en tur, for så får jeg hørt lidt litteratur imens. Ida Jessens "Børnene" er sidste lytteprojekt, og den kan virkelig anbefales. En smuk bog, som handler om livets vanskeligheder og de valg, vi træffer, som ikke bare har konsekvens for os selv. Det er på én måde en helt lige-ud-af-landevejen-bog, og så alligevel en lidt skæv og udfordrende bog.
Ida Jessen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, men fik den ikke. Måske en anden gang?

Jeg vil nyde, at jeg først skal møde kl. 10 i dag. Hav en dejlig tirsdag.

mandag den 12. april 2010

Endelig

Jeg fik endelig taget mig sammen til at bage rudbrød. Det er jo en længere proces, når man ikke har en surdej, så jeg måtte først lave sådan én:
2 dl lunkent vand
10 g gær
2 dl rugmel
1 tsk salt
Røres sammen og står tildækket på køkkenbordet i ca. 2 døgn.
Så er den klar. jeg har prøvet det en del gange efterhånden, og det virker altså, så man behøver ikke arve en gammel surdej.



Jeg brugte så Claus Dalbys opskrift denne gang. Den ligner min egen en del, men indeholder både lidt soja og sukker, hvilket min ikke gør.



Resultatet blev rigtig godt! Selvom Claus anbefaler, at man venter til næste dag med at skære, så overholdt jeg ikke lige den detalje.



Lunt rugbrød med blød krumme og knasende sprød skorpe. Findes der noget bedre?

God mandag.

søndag den 11. april 2010

Det var så den lørdag

Det var så det sidste dansk-seminar i går. Jeg fandt da ud af, at vi godt nok har været omkring en del, men at der ikke er ret meget af det, jeg har "lært". Endnu. Jeg må jo være flittig med bøgerne indtil de to eksamener, så det kan komme til at hænge fast.
12 timer på farten, og se så, hvad jeg vendte hjem til:



Fisk, pasta (og så var der også asparges, løg og broccoli i wok, men yngste insisterede på, at det var hans tallerken, der skulle foreviges, og dér var der ikke "plads til" grønsagerne)



Jordbær til dessert var der også. Jo, jeg skal ikke klage.
Nu håber jeg så, at solen vil skinne i dag, og give mig en halv time i en liggestol, så jeg kan opbygge lidt d-vitamin i kroppen.
Først skal der lige løbes en tur, og rettes en stor stak matematikopgaver.
Jeg ønsker alle en god søndag.

lørdag den 10. april 2010

På farten

En lille hilsen fra toget mod Odense Banegård.



Vækkeuret ringede kl. 4:30, og så gik tiden ellers kvikt med at sørge for god forplejning til dagen. Uden mad og drikke...
Jeg må indrømme, at jeg er lidt misundelig på dem, der skal hygge sig i haven, eller har andre afslappende gøremål, men jeg må jo tage revanche i morgen.

Det er sidste dansk-seminar! Og det gør ikke noget!

Hav en god lørdag.

fredag den 9. april 2010

Det er længe siden



9.april.
Det er mange år siden. Er vi blevet klogere siden da. Det tror jeg. Trods alt.

God fredag.

torsdag den 8. april 2010

Yes!



Gæt, hvem der har fået billet til Carmen på Operaen? En mandag i maj,- en arbejdsdag, hvor vi først kan komme afsted efter arbejdstid, og er nødt til at tage hjem lige efter forestillingen, fordi vi skal på arbejde om tirsdagen. Men vi skal afsted, skal vi! Og jeg glæder mig. Meget.

Billedet er taget for et par år siden, hvor vi var på kanalrundfart i det skønneste vejr.

God torsdag fra mig til dig.

onsdag den 7. april 2010

Rigdom

Det føles som en stor rigdom, at nogen har lagt 11.000 krokusløg på den lokale kirkegård. Lagt i rektangler i tre farver langs den lange allé bag kirken. Hvert år glæder jeg mig til, de kommer op. Glæden er så kort, og de er allerede på vej væk igen. Men et smukt syn er det.



"Kan vi ikke lukke igen, det er lidt koldt?",- ja, terrassedøren stod faktisk åben i 5 minutter i går. Indtil datteren frøs. Men åben stod den. Og det er sandelig også en rigdom at bo et dejligt sted, hvor man kan åbne sin terrassedør uden at være nervøs, men bare kan nyde den friske luft.

Det var skønt at møde på arbejde og blive mødt af glade 12-årige, der ikke kunne skjule, at det var dejligt at komme i skole igen. Sikke en rigdom at have sådan et arbejde.

Den største rigdom er dog mine 4 børn. Som jeg ikke ejer. Men som jeg "låner", og det er jeg taknemlig over.

Mon ikke også solen vil sende dejlige, varme stråler ned over os i dag? Jeg tror det!
God onsdag.

tirsdag den 6. april 2010

I aftes....

I aftes sad jeg og fik en lille smule ondt af mig selv. Det får jeg tit, når en ferie går på hæld, men denne gang måske lidt værre. Jeg trænger i den grad til, at solen skinner og til at man kan opholde sig ude i længere tid. Ja, jeg savner det altså virkelig meget, og jeg har da næsten ikke været uden for en dør i hele påsken.
Hvad gør man så? Finder dejlige billeder frem! Og jeg faldt over disse fra en skøn weekend i september måned sidste år.Først solnedgang over Skagen:



Og så en pragtfuld tur til Grenen! Da vi kom tilbage fra turen, havde en god ven lavet picnic i klitterne med grill og lækre sager.



Kultur blev det også til:



Og så havde jeg det lidt bedre. Men sol og varme har jeg altså stadig brug for. Og tid til at nyde det.

Nyd din tirsdag. Måske skinner solen?

mandag den 5. april 2010

Så går påsken på hæld



Vi havde en dejlig påskefrokost med vores 4 børn i går. Fremhæves skal pestoen efter Claus´ opskrift, som vi fik til kyllingesalat. Mums, hvor den var god.
Billedet yder ikke helt maden retfærdighed. Det er kombineret på en anden computer med photoscape, og det blev rigtig flot. Men der sker et eller andet med kvaliteten, når det flyttes til min mac. Øv.

Nu er det så sidste feriedag, og jeg må bure mig inde for at få skrevet min synopsis færdig. Det virkede så let forleden dag, men nu strammer det til, og så er det alligevel lidt uoverskueligt. Nå, men det skal jo være skidt, før det bliver godt.

Jeg ønsker dig en god mandag.

søndag den 4. april 2010

Påskeblomst



Inspireret af Linnea sender jeg jer lige en lille collage af en af de store påskesalmer på denne dejlige påskedags-aften.
Dagen har været god og lang, og jeg vender mig snart mod dynerne.
God nat.

Gys!


Jeg er blevet færdig med Postkortmorderne som lydbog, og hold op, hvor har den været spændende. Faktisk fra første til sidste side! (Eller hedder det fra start til slut, når det er en lydbog?) Slutningen......, nej I må altså selv læse den. Den kan anbefales.
Nu skal jeg i gang med en ny,- måske Ida Jessens Børnene. Jeg kigger på netlydbog.dk og vælger. Det er en sand guldgrube.
Indtil jeg kommer i gang med en bog, vil jeg høre et par afsnit af "Besøgstid" fra DR´s podcast. For der skal lidt i ørerne, når jeg skal ud at motionere om lidt.

Glædelig påskedag.

lørdag den 3. april 2010

Påsketur

I går skulle jeg hente ældste datter, og så smuttede vi lige en lille tur i min barndoms skov. Jeg havde nemlig læst hos Claus , at de skønne ramsløg er kommet op, og så skal jeg have lavet lidt pesto. Det er simpelthen så lækkert, og denne gang vil jeg prøve Claus´ opskrift.



Tænk jer, anemonerne var lige på spring.




Og så var jeg forbi Claus og se, om det nu også var rigtigt, at han var begyndt at sætte krukker ud. Det var det! Men det får I ikke billeder af, for det lægger han garanteret selv på bloggen. Så ingen paparazzi-fotos herfra.

Gemalens fødselsdagsmiddag blev indtaget på kinesisk restaurant, og vi fik lokket min søster og svoger med, så det var et helt selskab.
Nu er det så "hverdag" igen. Der skal motioneres lidt med Postkortmorderne i ørerne (den er bare SÅ spændende), der skal skrives lidt opgave, der skal handles lidt til en påskefrokost med alle børnene i morgen, og måske bliver der også et kvarter til haven. Allerhelst så jeg, at der blev så meget sol, at liggestolen kunne findes frem, så jeg kunne ligge lidt med et tæppe og en kop kaffe.
Vi må se, hvad dagen bringer. God lørdag.

fredag den 2. april 2010

Fødselsdag i huset

Jeg har været tidligt oppe for at finde flag frem og dække bord. Gemalen har fødselsdag, og han er såmænd allerede draget på arbejde. Men han nåede et rundstykke, blødkogt æg og en stor pakke med (tiltrængt) tøj.



Den fine flagranke, som jeg købte på Julemarked i Ridehuset er også kommet op.



Nu er der jo så en dejligt lang dag til læsning og skrivning.
I aften skal vi ud at spise, så der skal ikke tænkes på aftensmad. Det skal nok blive en god, lang fredag,- eller langfredag, som det jo også er i dag.
Mon ikke de fleste har gode planer for dagen? Det håber jeg for dig, i hvert fald.

torsdag den 1. april 2010

April



Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!

En dejlig sang, skrevet af den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson.

Dagen i dag står på flere bøger, og så heldigvis en frokost hos min søster, hvor alle mine børn kommer, så det glæder jeg mig til.
God 1. april.