søndag den 7. september 2014

Symaskinen

Jeg har lavet lidt ved symaskinen, som jeg desværre ikke kan vise frem - det er hemmeligheder i småtteri-klassen.

Så I må døje igen:



Til gengæld kan jeg love, at der nu er andet på pindene, så der vil være en lang nissepause her på kanalen, - tror jeg nok ;)
Kender I det, at man prøver at trække søndagen så lang som muligt? Jeg prøver ihærdigt i dag, - og har allerede fået en del hyggelige ting fra hånden. Der er timer endnu, ja der er.

fredag den 5. september 2014

To bøger, - og weekend

Jeg fik lyttet en bog færdig i morges, - "Den sønderjyske farm" af Erling Jepsen. Det er en lille fin fortælling om en drengs opvækst i Gram og hans kaninhold. Eller....., det handler den jo om på overfladen. Stille fortalt, masser af underspillet humor, og i virkeligheden er det jo også en grum historie om forældre, som ikke helt har greb om livet, om et (eller flere) børn, som ikke bliver forstået, men selv må lære at manøvrere. Jeg har grinet undervejs mange gange, ikke skraldgrinet, men mere indeni, fordi der er SÅ mange skønne situationer, og også nogen helt utrolige som blandt andet negeren i skorstenen. Læs den, - og det kan kun gå for langsomt. Den er skøn!


Jeg har også læst en e-bog færdig, Hanne Bistrups "På herrens mark":


Det er en selvbiografisk fortælling om forfatterens opvækst i 50´erne i en kristen familie med mange børn. Moderen dør tidligt, og jeg skal love for, at det ikke gør noget godt for familiens børn. Sikkert heller ikke for faderen, - han træffer ikke gode valg. Bogen er let læst, og en smuk fortælling om det meget skrøbelige sammenhold, der trods alt kan være i en familie, som har mistet sin kerne. 

Det er weekend. Der skal klippes hæk. Der skal arbejdes i morgen tidlig, når hovedet er friskt. Der skal forhåbentlig ikke så meget andet.....
God weekend.

onsdag den 3. september 2014

Læs (måske) ikke dette indlæg.....

Jeg bliver nødt til at begynde med en advarsel.
Dette indlæg indeholder billeder, som jeg af erfaring ved, kan virke stærkt ophidsende på visse mennesker. Så er I advaret, og kan skynde jer at slukke.

Vi tager det i små doser:


Hvis du stadig mener at kunne tåle mosten, så kommer billedet af årets første n..... her på kanalen:


Hvad har jeg så at sige til min undskyldning? 1) Der er altså ikke længe til december måned. 2) Jeg har ikke kræfter til store, spændende projekter. 3) Jamen jeg kan bare så godt lide at strikke de unævnelige så snart det begynder at mørkne lidt.
Lur mig, om ikke der kommer flere til.....