mandag den 29. februar 2016

Så er du atter nær....

Ja, det skulle jo have været forår i dag, - men d. 29. kom ind fra højre og forlænger vinteren. Solen har dog forstået, at foråret er så tæt på.....

Lidt indkøb fra torvet forleden:


Og så er der elimineret lidt rester fra kurven (jeg kan garantere, at det ikke kan ses....):


Vi slutter med den fineste sang til foråret, som snart er her:

Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!
O, søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til en, som jeg har kær.




mandag den 22. februar 2016

Hverdag

Hverdagen snurrer igen. Det er godt at opleve, at det nu næsten bliver lyst, mens jeg kører på arbejde.
Og i skrivende stund holder bygerne pause, - der er lyspunkter, det er der.

Der var opstået hue-nød i København, så postvæsenet har bragt denne lille klassiker frem:


Når solen lige skinner for en stund, ser man tydeligt, at jeg "snød" med rengøringen i weekenden. Skal jeg gå i gang, eller bare vente på, at det bliver overskyet, så det ikke ses....?

fredag den 19. februar 2016

Lakker mod enden ....

En dejlig ferie nærmer sig en afslutning. Der er lavet lidt af hvert, - noget og ingenting, og sådan er de bedste ferier. Først og fremmest samvær med de nære og en del håndarbejde. Noget kan ikke vises frem, men så kan jeg da lige vise et par frembringelser, der nu er afleveret til rette ejere.

To næsten ens "mini-islændere" til de nyeste børnebørn:



De er strikket i cottonwool og superfine alpaca, - blødere end bløde, - garn fra garnudsalg.dk

Garnudsalg blev i øvrigt også besøgt til strikkecafé i denne uge, men det blev ikke gennemfotograferet, - jeg havde alt for travlt med at strikke, - og købe lidt til lageret. Jeg manglede jo egentlig ikke.....

mandag den 15. februar 2016

En gave

Den fineste blomst, - frossen erantis, plukket af barnehånd i morges, - til farmor.


Jamen så bliver man da bare glad og taknemmelig.

lørdag den 13. februar 2016

Ferietid

Der bliver altså stadig fabrikeret en smule håndarbejde her på matriklen. Noget kan ikke helt vises frem endnu, men det må jo så blive senere. Andet er afleveret og taget i brug.

De "store" børnebørns dukker har fået nye forårsjakker. Med velcro, selvfølgelig, for det sjoveste er jo at tage dem af og på. Mønstret er købt lige her:


Der er også strikket to meter halstørklæde i det blødeste, bløde tweed fra garnudsalg.dk:





Det er ferietid. Nogen gange er der bare så travlt op til en ferie, at man er nødt til at bruge nogen dage til at komme sig, så man rigtigt kan nyde. Jeg har sat weekenden af til dét.
Og imens jeg gearer ned, kan jeg jo lægge planer. Ikke vilde, - men planer.
Om lidt er der nybagte boller. Dagens anden kop kaffe er næsten drukket, og lørdagen er lang endnu. Aaaahhhh....

søndag den 7. februar 2016

Bøger til glæde

Jeg er blevet færdig med en serie slægtsromaner fra Norge. De foregår i 1800-tallet og beskriver en familie set gennem tre kvinders øjne. De barske forhold i de små landsbyer, fattigdom og skønne somre på sæteren, begrænsede udfoldelsesmuligheder for de unge (og de gamle), store følelser, familiebånd på godt og ondt, - bøgerne har det hele.




Jeg er vild med de bøger. De har det hele. Og hvis du kan lide at læse slægtsromaner, kan lide Norge, og kan lide at læse om en tid, hvor forholdene var meget anderledes, om kvinders begrænsninger , så skulle du skynde dig at finde dem på biblioteket. Jeg har lyttet dem, og nydt hvert minut.




 Jeg er også vild med perlehyacinter og søndage med to-do-lister og noget, der føles som god tid.