En hel arbejdsuge er til ende. Det var dejligt at se alle kollegerne igen, og ikke mindre de elever, der var i SFO, og som kom i møde med store smil. Flittige har vi været, og vi er klar til at slå skoleporten op på mandag. Ikke mere om det!
Jeg fryder mig sådan over den bevægelse der går over landet med stigende fokus på bæredygtighed, ressourcer, klima o.l., og i det små (det bliver til noget stort!) butikkernes fokus på "STOP MADSPILD". Jeg køber næsten dagligt varer, som har en fin kvalitet, men som er sat ned på grund af dato. Til glæde for mig og min pengepung, men sandelig også til glæde for miljøet.
En af de ting, der er kommet frem for nylig er, hvor skadelige engangsklude er (altså de der blå karklude, som man godt kan vaske og bruge flere gange). De indeholder mikroplastik-partikler, og det anbefales derfor, at man i stedet bruger bomuldsklude. Jeg har allerede for flere år siden skiftet ud til hjemme-hæklede klude, - ikke fordi jeg vidste det med miljøet, men fordi jeg godt kan lide at hækle klude. Og nu har jeg indledt et "STOP GARNSPILD"- projekt. Jeg har simpelthen grebet de små rester af bomuld og hæklet en klud efter
Karen Klarbæks opskrift:
Der var også en rest hvidt, som kunne blive til en hagesmæk, - opskrift fra
farmorfabrikken:
Og som et lille kuriosum dyrker jeg "Salatrester" i min vindueskarm:
Det er bunden af romaine/hjertesalat, som bare er sat i vand og så vokser op igen. Smart, ikke?
Jeg er ikke fanatisk, jeg forurener vel som de fleste. Men jeg tror alligevel på de "mange bække små".
P.S. Der er flere rester i garnkurven, så jeg kan vist få en pæn stak nye klude......