onsdag den 30. maj 2012

Til yndlingsbogen

I små pauser kan man sagtens lige gribe hæklenålen og hækle et lille bogmærke efter idé herfra:
Og selvom der bliver knoklet igennem for tiden, så er der altså en del små pauser:
Nogen af bogmærkerne er allerede på vej ud i verden. De andre ligger på lager, men skal nok finde nye hjem. Hvem kan ikke lige bruge et bogmærke i sin yndlingskogebog eller i oplæsningsbogen, når børnebørnene kommer forbi, eller i romanen på natbordet....

søndag den 27. maj 2012

I al sin glans....

Det skulle jo nødig gå hen og blive en "bog-blog", men jeg er altså noget så flittig med det praktiske ude og inde, og derfor bliver der også lyttet meget til bøger. Den bog, som jeg blev færdig med i går, er en i rækken af yndlingsbøger, kan jeg godt afsløre. Jeg har tidligere fortalt varmt om bøgerne om Ambrosius Stub, og så gjorde Madame mig opmærksom på, at der vist var kommet en mere. Det viste sig, at der var kommet både en treer og en firer. Ambrosius Stub døde i toeren, men de fortsætter med at fortælle om alle de andre personer. "Den blå safir" er nummer tre, og jeg er helt solgt!!! De bøger gør noget godt for mig. De fortæller om små skæbner, både fattige og rige i det mest eventyrlige sprog. Der er en dværg, en nådigfrue med hareskår, en livsgobelin, en bøddel, der bliver klogere. Hvad mener du om et udtryk som "jeg ser med hjerteøjet"? Tak til Madame, og tak til Vibeke Arndal. Jeg skal have fundet fireren.
Og så er det jo pinse. Jeg kan stadig kun skrive ud i én køre på min blog, så en hel pinsesalme får I ikke, selvom der er nok at tage af. Men I kan få det første vers af en af de nye: "Nu ånder jorden pinsen ind og ånder ud sin smerte. Gud, giv os anemonens sind, dens forårslyse hjerte. De er som børn, der ser og ler: Et træ der sner, et æbletræ der lyser". Rigtig glædelig solskinspinse.

lørdag den 26. maj 2012

Lydbog igen.....

Det er allerede nogen dage siden, jeg blev færdig med at lytte til Livlægens besøg af P.O.Enquist:
Det varede lidt (faktisk en del) inden jeg vænnede mig til den meget nøgterne måde at skrive på. Jeg havde forventet mig en mere skønlitterær tilgang, men den var næsten skrevet mere som historiebog. Ingen indre monologer, men til gengæld en flot fortælling om den korte periode i Danmarkshistorien, som fik så kæmpestor betydning for vores samfunds udvikling. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt vild med bogen til sidst. Og jeg glæder mig til at læse mere om Struensee og Caroline Mathilde, hvis lejligheden byder sig. Jeg er allerede langt henne i den næste bog, Den blå Safir, og den har grebet mig fra første ord. Hav en dejlig pinselørdag i solskinnet.

onsdag den 23. maj 2012

Nu er det jo slet ikke gaverne, der betyder noget, når man kommer lidt op i årene og skal fejre fødselsdag. Så sætter man snarere pris på, at børnene kommer forbi og måske overnatter, eller lidt kylling på Weber-grill eller sådan.... Men I skal alligevel få lov at se et par af de gode gaver. Først den skønneste lille gnolf, som jeg har ønsket mig så længe. Den er lavet af Christina, som er noget så dygtig til at lave dukker. Jeg kigger tit forbi hendes blog og beundrer. Gnolferne bringer lykke, og det kan man jo altid have brug for:
Og så fik jeg et af Kählers små juletræer. Det vil måske få selskab af et par af de andre med tiden, så jeg får en lille jule-skov:
Den sidste gave kan I ikke få billede af, for det var lækkert sengetøj fra IKEA, og det var i restordre, så jeg er heldig, at jeg selv kan komme med en tur ud og hente det. Det bliver vist med morgenmad og flere timers hygge, hvis jeg kender os ret. Og det er slet ikke så skidt!

mandag den 21. maj 2012

En lille flok

Imellem fødselsdagsfejringer, barnedåb i tv og andre gøremål har der været tid til at hækle lidt på terrassen:
En lille flok bogmærker efter opskrift fra Annika, som er en sand hæklemester. Nu vil jeg lige nyde de sidste eftermiddagssolstråler og en kop kaffe, - og hækle lidt på et bogmærke mere. Ærgerligt, man selv mest er til lydbøger, for der virker de altså ikke. Men søde er de, når de titter ud af en bog. Prøv selv.

lørdag den 19. maj 2012

Til mig

Allerede i går kom der blomster med et sødt kort, og det er jo fordi, at jeg kan fejre fødselsdag i dag....
Nu håber jeg så, at de gode vejrudsigter holder, så jeg kan sidde på terrassen og holde hof. Selve fejringen bliver først i morgen, så den kan kombineres med en vis barnedåb i Møgeltønder. Mon ikke kaffe og boller går godt til fjernsyn? Jeg håber, du vil få en dejlig dag på denne skønne maj-lørdag.

onsdag den 16. maj 2012

Som en karklud

Jeg kan ikke fortænke dig i at løfte øjenbrynene, eller måske mumle, "at hun gider"....... Men jeg gider altså godt, og jeg har slet ikke kræfter (eller lyst) til større projekter. Derfor! Karklude i bomuld og hør:
Engang vil jeg igen slå masker op til en flot sommerbluse, eller sætte mig ved symaskinen og trylle et patchwork-tæppe frem en søndag eftermiddag. Kommer tid, kommer råd, som vi siger. Men indtil da, karklude...

torsdag den 10. maj 2012

Lyseblåt

Gode venner kom på besøg i går med en lille gave, - "bare fordi", - en olielampe fra en dygtig keramiker i Lønstrup.
På billedet kan også lige anes beviset på, at jeg altså strikker en smule, men det er hemmeligheder.....
Selvom jeg vågnede helt uhyggeligt tidligt i morges, og egentlig er noget så træt, så fik jeg lige lyst til at bage knækbrød. De skal nydes med en kop kaffe til om lidt (og jeg HAR prøvesmagt et hjørne, MUMS).

lørdag den 5. maj 2012

Vores allesammens.....

Han kan det der med at skrue en ordentlig krimi sammen, ham Jussi Adler-Olsen. Jeg har lyttet til Journal 64 med fryd og forventning om, at det ville vare ved:
Spændingen holdt hele vejen, og jeg skal love for, at det var grumme ting, der blev rullet op. Adler-Olsens krimier tager udgangspunkt i, at hvis vi bliver behandlet dårligt nok af vores medmennesker, så kan vi gøre meget onde gerninger. Troværdigt er det, og Afdeling Q er et godt bekendtskab. Nu skal jeg så vælge den næste bog til ørerne, - og valget falder vist på Livlægens besøg, for jeg har lige set filmen om Struensee, og den var ualmindeligt god. Bogen er lånt på netlydbog.dk, så det er bare med at komme i sving.

tirsdag den 1. maj 2012

I mangel af bedre

I skulle have haft en sang. Af Kuhlau. Men jeg gider faktisk ikke, når det hele kommer ud i en køre. Jeg kan stadig ikke lave linjeskift (grrrrrr....)
Ingen fridag til røde faner i min kommune, så arbejdet er blevet passet. Jeg har fejret den første, dejlige dag i maj med stegt kylling, små nye kartofler, brun sovs og agurkesalat. Og det var ærlig talt noget så lækkert. Mere skulle der ikke til at muntre mig op. Kylling og solskin....