Det er jo ikke nogen hemmelighed har på stedet, at jeg er fan af lydbøger. Jeg låner på biblioteket, lægger dem klar i itunes, og hører dem på min lille, gamle ipod-nano. Når jeg hører om en bog, bliver jeg skrevet op til den med det samme (hvis biblioteket altså har nået at købe den), og så venter jeg blot, til den kommer. Hele tiden har jeg reservationer liggende, og jævnligt kommer der en bog hjem. Det er en fantastisk service fra biblioteket. Jeg holder stadig af at komme der, men jeg skal jo indrømme, at jeg bruger stedet HELT anderledes, end jeg gjorde tidligere.
Vi har fået et fantastisk, nyt "bibliotek" i Aarhus, DOKK1. Nybygget, lige ud til havnebassinet, og med plads til folk og fæ, børn og voksne, legeområder, siddepladser, trapper til optræden, rum til fordybelse. Der ér også bøger. Men biblioteket er ved at ruste sig til nye læse- og lånevaner, - til sådan nogen som mig og sikkert også dig eller dine børn.
De sidste dage har der været forargelse over biblioteker, som kasserer bøger. Bøger, der ikke udlånes længere. På mit lokale bibliotek har der været "fyld posen for en tier" eller tag, hvad du vil have, og jo, der bliver taget bøger. Men der er også mange tilbage. For helt ærligt, der er jo ingen grund til at have gamle bøger stående, som man ikke læser længere, - heller ikke derhjemme. Jeg er sikker på, at hvis institutioner henvender sig om at overtage bøger, når de kasseres, så vil de blive begavet. Men hvilke institutioner har mon lyst til at overtage en masse uaktuelle bøger?
Selvom det gør ondt indeni, - også på mig, - så må vi nok indrømme, at der er bøger, som ikke holder.
Nå, men det var en lang indledning til at fortælle om en bog, som er 8-9 år gammel og som i hvert fald holder, Folkene på Innhaug:
Bogen handler om livet på landet i Norge først i 1800-tallet, den handler om fattigdom, ære,stor kærlighed, snærende bånd og familie. En ægte klassiker. Den er simpelthen god. Og det bedste er, at den er nummer ét af fire, og de næste er allerede på vej gennem bibliotekets reservationssystem. Nem og bekvemt. Dét er rigdom.