lørdag den 29. juni 2013

På besøg

Jeg har været der. På besøg i min egen ungdom. Hvor der var ølkasser og grimt hår, orange pendler, selvoptagethed, og hvor store tanker om livet og det gode blev tænkt,  -der hvor musikken aldrig var ligegyldige ord. Der, hvor man tog sig selv alvorligt. Meget, meget alvorligt.


Og jeg så teaktræsmøbler inde ved "borgerdyrene", hvor de også fik hamburgerryg med gemyse. Og jeg så muligheder og priviligeret udlængsel inde hos den enlige, kvindelige skoleinspektør. 

Det er i Den gamle by i Aarhus, det kan ses og mærkes, og jeg var på besøg med "pigerne" fra 9. A årgang 1974. Ikke noget dårligt selskab. Der var også tid til konditori-besøg med gåsebryst og god kaffe.

Et af yndlingsstederne er Museets gartneri, - og den gartnerdatter, der var med i selskabet fik næsten tårer i øjnene bare af duften. Her blev investeret. I håndholdte og helt analoge pelargonier, som med garanti aldrig har set en hormonspray, og derfor er både skæve og spinkle, - men til gengæld dyre. Og allerede højt elskede i deres små lerpotter:

Appleblossom:


Og Grandiflorum:


I aften har jeg en aftale med Anders Agger. 2 timer på DR2. Jeg må gerne medbringe strikketøj :)

søndag den 23. juni 2013

Slutspurt

Jeg arbejder og strikker og ordner have og arbejder og strikker lidt og stryger og lytter bøger til det meste og arbejder lidt mere. Skoleåret nærmer sig afslutningen, og, - nok på grund af den måned, som vi mangler i år...., - er det en meget travl afslutning og forberedelse til næste skoleår. Når børnene går på ferie på fredag, kan vi tage godt fat på det sidste.
Nå, men jeg nyder også, at der er blevet sommer og terrassetid, - og tilgiver de byger, der ind imellem tvinger mig ind.

Papirbogen på natbordet er blevet udskiftet. Jeg har læst Maria Marcus´ "Dame med stol":

 
Forfatter og psykoterapeut Maria Marcus skiver om sine egne oplevelser, da hun ved en lægefejl blev lammet og endte i kørestol. Det er en klog bog, og den giver stof til megen eftertanke på alle måder. Ja, hun indvier os læsere i sin egen "eftertanke" så at sige. Ind imellem helt forståelig, ind imellem overraskende. Jeg kan bestemt anbefale!
 
Så du det? Gjorde du? Ellers så er det bare med at få klikket her.
 
Temalørdag på DR 2, "Sådan var det i 70´ erne". Åh, som det var en tur ned af Memory Lane. Faktisk er jeg nok nødt til at se det igen, for min tv-makker og jeg snakkede så meget under udsendelsen, at jeg ikke hørte det halve. "Kan du huske....", "sådan én havde vi også", "sikke noget grimt hår", "åh ja, Hønsestrik".
 
Søs Egelind og Anne Hjernøe besøgte den nye 70´er-bydel i Den gamle By, - og det gør jeg også. SNART! Tak, DR. Tak, Den gamle By. Jeg kan mærke, at jeg elsker at være på museum.

torsdag den 13. juni 2013

Undskyld

Jeg vil gerne komme med en undskyldning. Til min historielærer i gymnasiet, - som højst sandsynligt ikke læser med her, men undskyld alligevel. Jeg hørte simpelthen ikke efter. Og det undrer mig i dag, for jeg synes, at historie er noget så spændende. Jeg er godt i gang med at råde bod på misèren, altså på den "nemme måde", nemlig gennem litteraturen. Faktisk så pløjer jeg den ene roman efter den anden igennem og alle handler de om tiden fra sidst i 1800-tallet og så frem i 1900-tallet. Nogen af dem går helt op til i dag. Måske ville min historielærer ryste på hovedet (det ville han nok....), men jeg synes altså jeg er ved at få godt styr på tiden omkring 1. Verdenskrig og sådan.

Først var det Bergen-trilogien af Gunnar Staalesen, så var det Brobyggerne af Jan Guillou.


Og jeg har netop færdiggjort toeren, Dandy. Jeg var noget så glad for Brobyggerne og havde glædet mig til Dandy. Forventningerne blev ikke helt indfriet. Uden at røbe for meget, så handler Brobyggerne om tre brødre fra Norge. I Dandy følger man kun den ene bror, og det gjorde altså bogen lidt mindre interessant. Ikke dårlig. Men heller ikke så god som forventet. Jeg glæder mig alligevel til nr. 3, når den kommer engang.

Nu er jeg så i gang med efterfølgeren til Giganternes fald af Ken Follett, Verdens vinter.  Jeg er så godt i gang, at jeg kan se (eller rettere høre), at den vist er lige så god som den første.

Den eneste ulempe ved at læse alle disse store romaner i én pærevælling er, at man liiiiige skal holde tungen lige i munden, når man skal huske, hvilke personer, der hører til hvor. Men ih, hvor bliver jeg klog på vores Verdenskrigs-historie. Slet ikke så tosset, faktisk.

mandag den 10. juni 2013

Gammel hejre

Næh, det er ikke et selvportræt....., men et kort og meget hyggeligt besøg i København i går førte til at møde med denne fine fugl i Frederiksberg Have:


En kørelejlighed og lidt ændrede planer gav mulighed for at se en lille dreng blive døbt i Frederiksberg Kirke, og det var lige netop ham, der skulle have den undertrøje, som I ser her:





Den klassiske model fra Askeladen, -velafprøvet af mine egne, da de var små, -strikket i det lækreste, blødeste tweed fra garnudsalg.dk

Lørdagen blev brugt til prinsessebryllup foran skærmen i det bedste selskab, så der er ikke lavet en pind i haven i det gode vejr.

Selvom jeg har været så lidt i haven i weekenden (eller måske fordi!), så kan vi lige slutte af med at nyde billeder af de fineste akelejer.










Det er hverdag. Solen skinner. Jeg har (næsten....) en aftale med mit hakkejern sidst på dagen. Men først en dejlig arbejdsdag. God mandag til dig.

tirsdag den 4. juni 2013

Lidt til hovedet....

Så har jeg igen et par boganbefalinger. Jeg har læst denne lille bog, - "En lille bog om Blixen", på papir. Bogen er en kort og kontant indføring i Blixens besynderlige liv og hendes spændende forfatterskab. Ikke mange overflødige ord, men en god bog at begynde med, hvis man gerne vil have et overblik. Jeg kender ikke meget til Blixen, men bogen giver en god "grundviden" og helt bestemt lyst til at forske videre.


I ørerne har jeg haft "Giganternes fald" af Ken Follett. Bogen tager udgangspunkt i slægter forskellige steder i verden først i dette århundrede. Rusland, England, Frankrig, Tyskland og USA. Slægter med vidt forskelligt udgangspunkt, der på spændende vis væver sig ind i hinanden. Første Verdenskrig står skarpt i bogen, - en periode, som ændrer verden og dermed også livet for de mennesker, vi følger. En flot bog, som ikke bare er en slægtsroman, men også lige frisker historien op. Der bliver ikke sparet på beskrivelserne af krigsforhandlingerne, livet i skyttegravene, - måske nok afsnit, som øjnene ville være gledet lidt let hen over på papir, - men det kan man jo ikke, når man lytter :) Jeg var vild med den alligevel!


Der er for lidt tid til at blogge. Jeg vil hellere blogge hver dag. Jeg vil hellere besøge "mine foretrukne" blogs hver dag. Sådan er det altså ikke. Men jeg hænger ved endnu. Og jeg skal da også lige have slået op til noget nyt strikketøj....