torsdag den 29. november 2012

Invasion..... og eksport

Man kunne måske nok mene, at jeg har fået nisser på hjernen. Det er ikke helt usandt. Her er fire nye:


Og to, som lige smuttede med i produktionen:


Jeg nåede lige at forevige kurven med årets nisseflok, før de næsten allesammen blev afhentet:


Og nu har jeg kun et par stykker tilbage. Om jeg savner dem? Ja, såmænd. Men så kan jeg jo bare lave nogen nye...... Nu er der bare lige det, at jeg lige fik en lille "ordre" på noget andet juleri, så jeg har fundet symaskinen frem, og der bliver vist ikke tid til flere nisser lige nu. Selvom nogen mener, at november føles lang, så havde jeg gerne set, at den var dobbelt så lang.
Jeg vil lige minde mig selv om, at næste år, så går jeg lidt før i gang.......

fredag den 23. november 2012

Pyyhhh....

Denne uge har min skole stået på den anden ende. Skolefest, musical med alle skolens elever på scenen og kæmpe opbakning, - det kræver forberedelse og samarbejde. Det lykkedes endnu en gang, og i morges, da vækkeuret ringede 4:50, kunne jeg måske godt have drømt om, at det var en fejl. Men jeg stod op og bagte boller, som dampende varme blev fragtet mod jobbet lidt over 7. Mine kolleger var jo lige så trætte som jeg, - så de fortjente lidt forkælelse:


Og ud over lidt matte kolleger bød dagen jo også på trætte børn, der bare godt gad hygge lidt. Denne tegning fik jeg, og (lidt for hurtigt) fik jeg sagt tak for den fine engel. Den lille kunstner stirrede måbende på mig og på tegningen: "Jamen det er da ikke en engel, den har bare utroligt store hænder..."


Jeg fik mig også lidt af et grin:
Pige på 7:" Åh, vil du ikke godt være min mor?"
Jeg: "Jamen du har jo en dejlig mor. Så tror jeg da, hun vil blive ked af det."
Pige på 7: "Jamen så min mormor?"
Jeg: "Du har jo også en sød mormor....."
Pige på 7: "Nu ved jeg det! Så kan du være min morfar, for sådan én har jeg ikke."

Og således med ny titel vil jeg ønske en dejlig weekend :) 
Hilsen fra morfar.

tirsdag den 20. november 2012

3 n..... mere og en krimi

Vi starter med bogen. Lydbogen Englemagersken er lyttet til ende, og den levede op til forventningerne. Jeg kan godt lide Läckberg, og denne bog var ingen skuffelse. En svensk krimi efter bogen. Jeg har egentlig ikke lyst til at sige mere om den, men du kan roligt læse/lytte den, hvis du altså også er til svensk krimi.


En stille eftermiddagsstund med julemusik og julete inden aftenens store familiefødselsdag var lige hvad jeg trængte til, og så kan I da lige se de tre sidst ankomne nisser, mens jeg slænger mig i sofaen:


Måske er det bare mig, men løber tiden ikke lidt rigeligt hurtigt....? 

søndag den 18. november 2012

Nisser ved man, hvor man har

Det lader til at blive et velbesøgt årsmøde for nisser i år her på matriklen. De sidst tilkomne ankom i blandet flok, lilla, røde og og mørkerøde:



Og jeg er helt sikker på, at der på nissernes årsmøde ikke siges ting, der kan ophidse mig, sådan som der ind imellem gøres på andre årsmøder. Her er plads til alle, - både de sprælske og de afdæmpede, de lidt grå og de mere farvede. Her er respekt for hinanden ikke bare af navn men også af gavn. Og ikke en eneste spin-doktor-nisse, som kan få nogen til at gentage de samme 4 sætninger igen og igen. Jo, jo, det skal nok blive godt. Det kan jeg mærke.

lørdag den 17. november 2012

Sig du kan li´ mig.....

De "gamle" koner var kommet i byen i aftes. Musikhuset bød på gensyn til Anne Dorte og Maria fra Tøsedrengene sammen med et lækkert nyt band. Og publikum, der nok mest bestod af kvinder omkring 50 og nogen heldige ægtefæller, der havde fået lov at komme med, var begejstret.


Nøj, hvor blev der rocket, danset og sunget med, så taget løftede sig. Og jeg nynnede hele vejen hjem. En hel koncert med lækre hits, som man kunne teksten på, - min sjæl, hvad vil du mere?

Jeg havde Anne Dortes mor til musik et enkelt år i folkeskolen, og det var der d.... ikke meget rock over, men hendes børn, de kan altså (sønnen Mads var skam også med i bandet i aftes). Moderen spillede violin til de salmer, vi skulle synge der i 2. klasse, og når jeg hører "Lille guds barn, hvad skader dig", så hører jeg samtidig hendes violin.......

Jeg tror måske der skal lidt Tøsedrengene på i dag til rengøringen. Helt uden violinspil.
P.S. Jeg fik ikke taget et eneste billede, så jeg håber, at jeg bliver tilgivet, at jeg har lånt et på google......

søndag den 11. november 2012

En forkælelsesweekend på Samsø er ovre, og her kan I se lidt stemningsbilleder fra den smukke ø:



Der var også plads til lidt håndarbejde, så lidt bestilte nisser kom til verden:


Der kom såmænd også tre af de røde:


Nu er den weekend brugt, og i morgen er der atter en dag. "Forbrydelsen" om lidt, en lille glad kop kaffe og så tidligt i seng, - det er planen. God aften.

tirsdag den 6. november 2012

Åndehuller

En lang, lang (og god) arbejdsdag er til ende. Og så er det godt at tænke på, at der lige har været weekend med plads til forkælelse og små åndehuller. Lækker søndagsmorgenmad:


Det nye, fine æggebæger kom i brug. En dejlig gave:)


Og lidt små strikkerier til blev det skam også til. Her et par lilla nisser:



Og en helt ny gren af nisseklanen, de blå nisser, kom til:



Jeg tror såmænd jeg vil gå tidligt i seng og lade op til i morgen. Det er nødvendigt at være frisk, - så går det hele bare bedre, ikke?

søndag den 4. november 2012

Tålmodighed lønner sig

En lydbog er lyttet til ende."Knivens æg" af Abraham Verghese. Jeg havde fået den anbefalet på det varmeste, og glædede mig til at komme i gang, for en god bog, der varer mange, mange timer, er jo guld:


Jeg må indrømme, at det var en hård fødsel. Jeg skulle langt ind i bogen, meget langt, før den fængede. Men tålmodigheden lønnede sig så sandelig. Og da jeg først var fanget, kunne jeg næsten ikke slippe igen.
Bogen foregår i Etiopien på et missions-hospital, som er bemandet med en meget broget skare af mennesker. To drenges fødsel bliver centrum for handlingen, og jeg vil ikke afsløre mere af handlingen her. 
Bogen er meget eksotisk og måske er det derfor, mit kølige, nordiske sind ikke ville lukke den ind. Jeg fandt en plads til alt det eksotiske, og bogen får en plads i den boghylde, jeg har i hjertet. Mine varmeste anbefalinger sender jeg nu videre!

Næste lydbog er Englemagersken af Camilla Läckberg, som jeg har fundet på netlydbog.dk. Mon ikke jeg er med fra starten?

lørdag den 3. november 2012

En bog og nogen lapper

Lige nu er tiden til småting. Der er gang i den arbejdsmæssige side (hvornår er der egentlig ikke det?), og det er godt med små projekter i den private side. Jeg faldt over dette  forleden:


Og rester har man jo nok af, så jeg har lavet lidt lapper. Det skulle gerne blive til lidt flere ind imellem de andre småting, der også skal strikkes.


Den bog, der har ligget på natbordet er "Som brødre vi dele". Jeg har læst et par stykker af Lisbeth Brun tidligere og kan vældig godt lide den "jyske stilhed", der er i hendes bøger. Denne bog var ingen undtagelse, og selvom den hurtigt var læst, var det alligevel en dyb bog. Og smuk. Og lidt sørgelig. Og måske endda uhyggelig på familie-strid-måden, hvis du forstår.... Ellers må du selv læse den, og det kan jeg bestemt anbefale, at du gør.
Bogen kan sagtens læses for sig selv, men prøv at finde de andre bøger i serien. De er gode.


Om lidt vil jeg lave en liste. Jeg får ingenting lavet herhjemme i øjeblikket, og det er ikke tilfredsstillende. Mon ikke det hjælper med en liste, jeg kan krydse af? Og Mads og Monopolet i ørerne? Og kaffe? 
Jeg kan jo skrive lidt pauser på listen også, for de skal vel også passes..... ?
God lørdag.