
Jeg har lige siden min ungdom haft en særlig svaghed for indiske violer. Jeg havde en kolonihave med en veninde i nogen år. Et lille, hyggeligt (nogen vil kalde det faldefærdigt) sort træhus med hvide vinduer. Vi boede der sammen hele sommeren, og hørte transistorradio, skrev breve i hånden, hæklede, strikkede, lavede saft og alle mulige andre ting, der kunne laves uden elektricitet. Vi tænker begge tilbage på tiden med stor glæde.Og smiler lidt ved tanken om, at vi kunne finde på at gå uden for og kigge ind ad vinduerne for at se, hvor hyggeligt vi havde det. Vi elskede at lave små overraskelser til hinanden, en ny hæklet bort i køkkenet, en ny lysestage, eller måske en indisk viol, som vi købte mange af. Derfor har den blomst en særlig plads i mit hjerte, og jeg går gerne langt for at finde én, når min veninde har fødselsdag.
I går faldt jeg over den i den lokale Kvickly, og jeg nåede at fotografere den udenfor i dejligt solskin, inden sneen igen væltede ned. Det var noget af en streg i regningen med sneen, men nu kan jeg da glæde mig over billedet.
Helbredet er stadig ikke helt i top, så jeg tager den lidt med ro i dag. God søndag!