tirsdag den 7. december 2010

Min egen adventsgave i søndags var denne søde nålepude, som veninden selv har hæklet, - lur mig, om opskriften ikke er fra Liselotte.



Og så skal I da lige se vores gamle sprællemand:



Gemalen fik den af sin bedstefar i 1953. Han kommer frem og hænger på det gamle skab hvert år, og min svigermor er så glad, når hun ser ham, når hun kommer for at holde jul hos os. Så får vi lige historien om, hvordan bedstefar kom helt forpustet til døren, fordi han ville være den første til at give barnebarnet lidt julepynt. Gemalen var 1 ½ år gammel.

Du milde, hvor har det sneet i nat. Der skal køres forsigtigt og i god tid (hold op, hvor jeg savner min cykel...).

God tirsdag til alle.

mandag den 6. december 2010

Mandag, igen

Jeg er altså så heldig. I konkurrencen her, hvor man skulle hækle/strikke til neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital, har jeg vundet dette skønne Wollmeise-garn i blå/lilla nuancer:



Jeg har aldrig strikket med sådan noget garn før, men jeg må vist have fundet nogen opskrifter frem, når sjalet, som jeg er i gang med, kommer af pindene. Hvis nogen kender et godt link, så giv endelig lyd.

Hvis ikke jeg var i julestemning, så blev jeg det i går. Alle mine børn var af huse, og også to svigerbørn var med. Gudstjenesten/koncerten var flot (og lidt lang syntes nogen), og bagefter fik vi frokost på cafe med bordfodbold. Sneen dalede så fint over byen….

Så er der kun to skoleuger tilbage til jul. Nøj, hvor går det stærkt. I dag starter vi på at øve krybbespil. Mon ikke der er små engle og får, der er spændte?
Og i aften skal jeg mødes med mine gamle dagplejekolleger.Det er mange år siden, vi arbejdede sammen efterhånden. Vi mødes fast en gang om året,- engang var det i røg og damp på det lokale værtshus med gedigne fadøl. I dag er det på Rasmus Klump Restaurant ! Vi bliver jo alle ældre…
God mandag.

søndag den 5. december 2010

2. adventsgave

Så er det søndag igen, og tid til at trække 2. gave i adventskalenderen. Random har gjort arbejdet for mig, og valgte kommentar nr. 9:



Vinderen er ÆBLEKINDER. Og hvad er gevinsten så? Jo det er såmænd et lille bogmærke med nissehue:



Jeg håber, du bliver glad for gaven. Og til jer andre: Der er to chancer endnu, så jeg håber, I vil være med i næste uge.

Min formiddag vil blive tilbragt i Domkirken, hvor gudstjenesten er kombineret med orgelfestivalen, som finder sted her i byen lige nu. Det må blive en dejlig oplevelse.
God 2. søndag i advent til alle.

lørdag den 4. december 2010

Sikke en gave

Jeg var jo til indvielseskoncert af det nye orgel i Musikhuset i Århus igår. Og sikke en fantastisk oplevelse. Orglet er en gave fra A.P.Møllers Fond:



Salen er forholdsvis ny-tilbygget og har en helt igennem enestående akustik til klassisk musik, og nu altså også et orgel. Wow.

Hvor er der stor aktivitet rundt i blogland. Jeg er helt forpustet, og kan slet ikke nå at følge med i det hele,- selvom jeg gør en pæn indsats. Jeg når ikke at lægge de kommentarer, som jeg gerne ville, ihvertfald.
(Husk lige, at du kan nå at være med i adventsgavelegen hele dagen i dag. Jeg trækker i morgen tidlig.)

Lørdagen skal gå med indkøb af fødselsdagsgave til yngstedatter, som fylder 20 på fredag, besøg på julemarkedet, hvor der er kommet nye boder, rengøring og vasketøj (som af en eller anden grund hober sig op!). Men først skal der spises rundstykker og blødkogt æg.
God lørdag til dig.
(Og en lille bonusinfo til interesserede: Der kommer Berlinerpoplerne på DR-K i aften kl. 20. To afsnit endda:)

fredag den 3. december 2010

Til at varme sig på



Glade jul, dejlige jul,
engle daler ned i skjul!
Hid de flyver med paradisgrønt,
hvor de ser, hvad for Gud er kønt,
lønlig iblandt os de går,
- lønlig iblandt os de går!

Julefryd, evige fryd,
hellig sang med himmelsk lyd!
Det er englene, hyrderne så,
dengang Herren i krybben lå,
evig er englenes sang,
- evig er englenes sang.

Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunger om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt,
salig er englenes sang,
- salig er englenes sang.

Salig fred, himmelsk fred
toner julenat herned!
Engle bringer til store og små
bud om ham, som i krybben lå;
fryd dig, hver sjæl, han har frelst,
- fryd dig, hver sjæl, han har frelst!

En sang, der er lige til at varme sig på i denne bidende kulde.
Bare fordi det var min farmors yndlings-julesang. Hun blev født i 1902. Er det ikke mærkeligt at tænke på, at hun elskede denne sang, som vi jo alle sammen også kender i dag.
Hvilke sange fra i dag mon vil blive sunget om mere end 100 år?

I aften skal jeg i Musikhuset til indvielse af det store orgel. Først skal jeg på arbejde. Og jeg skal såmænd også lige til frisør i eftermiddag.
Dejlig fredag.

torsdag den 2. december 2010

Adventsgave nr.2

Mon du har lyst til at være med i denne uge? Her ser du adventsgave nr. 2. Indholdet er hjemmelavet og lidt julet, men hvad det er, må du vente med at se til søndag morgen, den 5.december, hvor jeg trækker lod.





Hvis du har lyst til at vinde, skal du bare lægge en kommentar her under indlægget. Så nemt er det.

Bilen kørte fint i går, og det var vældig populært hos mig. Der er hele tiden folk syge på arbejde, så det er velkomment, at der ikke er andre forhindringer. Nu må vi se, hvordan det går i dag, for vejrudsigten er barsk og arbejdsdagen er lang, så det er mørkt, når jeg skal hjem. Uf.
Jeg håber, du kom godt i gang med december. Jeg kan ikke sige mig fri for en smule vemod. Jeg savner lidt de små trippende fødder, når børnene stod op i december måned med forventning i øjnene, men nu er der ingen, der tripper. Jeg kører, før de sidste er stået op.

God december-torsdag.

onsdag den 1. december 2010

Decembertanker

Som jeg skrev i kommentarerne i går, så kunne bilen heller ikke dér køre om morgenen. Så det vil ikke gøre mig noget, om den føler for at starte i dag. Gemalen mener, der skulle være en god chance. Og jeg tror på det.

Og så skal I lige se mit yndlings-julepynt. Må jeg præsentere Nisse Pok:




Nisse Pok har en helt enestående rolle i vores families jul. Mine 4 børn har gået på samme stue i børnehaven, og vi kom der derfor igennem mange år. På stuen var ansat to pædagoger, som havde været i børnehaven i en menneskealder, og den ene havde syet Nisse Pok. Han kom til børnehaven hvert år i december og skrev brev til børnene hver dag. Han er en hånddukke, og så havde han hver dag en snak med børnene i rundkredsen. De vendte dagens tegning og fik en peberkagefigur. Ikke noget med gaver og andet tjuhej.
Og nu tror I måske ikke på det, men han er virkelig levende.

Vi holdt kontakt til børnehaven, da børnene gik ud, og da pædagogen, der havde syet Nisse Pok skulle gå på pension, bestemte hun, at han skulle bo hos os. Sikke en gave. Så nu sidder han på vores spisebord hele december i sin kurvestol med den lille ven, som jeg strikkede til ham engang, da mine børn endnu gik i børnehaven.
Sådan har man jo mødt mange dejlige mennesker i tidens løb. Det vil jeg tænke på i dag.

Dejlig december-onsdag.