torsdag den 6. maj 2010

Hvad bloggeri kan føre til

På en tur rundt i blogland i forgårs, fik jeg et tip. Husk at se Berlinerpoplerne i nat! Det viste sig, at DR-K er begyndt at sende serien Berlinerpoplerne i fredags, hvilket var undgået min opmærksomhed, men sørme om ikke den blev genudsendt lige over midnat tirsdag aften. Det lykkedes mig at få udsendelsen optaget, og jeg belønnede mig selv med en kop eftermiddagskaffe og 50 minutters fjernsyn i går eftermiddags. Første del var GOD! Stemningen er ramt lige på kornet, og jeg glæder mig til at se de næste. Tak til mandagspigen for tippet.

Og så kom der en hilsen med posten:



Claus Dalby havde sendt de yndigste kort med juleroser og påskeklokker. Tak, Claus. Din blog er nu en gave i sig selv, men kortene skal få lov at sprede glæde ved specielle lejligheder.

Man får mange glæder i bloggeriets tjeneste. Hav en dejlig torsdag.

onsdag den 5. maj 2010

5.maj



Melodi: Math. Christensen 1945 - Tekst: Mads Nielsen 1945

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.

Med sang på læben en rigtig god onsdag til dig.

tirsdag den 4. maj 2010

4. maj



I aften er befrielses-aften, og vi skal have lys i vinduerne. Jeg har altid elsket at gå en tur 4. maj og se de mange oplyste vinduer, men jeg må indrømme, at det er ikke det samme mere. Det er en tradition, der langsomt dør ud. Det synes jeg, er ærgerligt. Ikke fordi jeg mener, vi skal holdes fast i 2. verdenskrig, men fordi jeg mener, det er godt, at vi holder fast i, at vi skal leve i et frit land. Det er ikke nogen selvfølge!
Vi skal gøre os umage for at vores land stadig er godt at leve i for alle, for kun hvis alle føler sig godt tilpas, vil alle også føle, at Danmark er værd at passe på.
Vi skal opføre os ordentligt i verden, så vi sætter vores lille positive fingeraftryk, hvor vi kan.

Tænd lys i vinduerne i aften fordi det ikke kommer af sig selv.

Rigtig god 4. maj.

mandag den 3. maj 2010

En dejlig søndag

En søndag, der kan mærkes i hele kroppen,- det var, hvad det var. Først blev der sat rugbrødsdej over.





Og så i krig i haven. Læg mærke til de manglende skvalderkål!



Hvor er det yndigt.



Så megen kraft i de små planter.



Og fine farver.



Og berusende skønhed.



Maj er altså så smuk. Men det varer så kort. Husk at nyde det.

I dag starter kampagnen "Vi cykler på arbejde". Skal du være med? Pyha, min krop ville ønske, at jeg ikke skulle. Det eneste, jeg ikke har ondt i, er bagdelen, men det kan jeg nok få rådet bod på efter 26-28 km´s cykeltur. Op på hesten (tror jeg nok).

Husk at kigge på alle de blomstrende træer. Rigtig god maj-mandag.

søndag den 2. maj 2010

Se lige her


Se lige en fin kæde, du kan vinde hos Sylke. Hun hækler med perler og laver smukke, anderledes smykker. Jeg har lagt lodder i hatten, og håber at vinde.

Og hvem vandt så?

Tusind tak fordi I ville være med i min lille lyn-give-away.
Spændingen er udløst og random.org gjorde arbejdet for mig.
Vinderen af min karklude blev kommentar nr. 7, og jeg har omhyggeligt talt mig frem til, at det er Strikkeentusiasten. Tillykke til dig. Vil du sende mig din adresse, så kommer der en pakke.



Efter et dejligt frisørbesøg i går fik jeg lidt gang i haven. Et fuldstændig uoverskueligt projekt, fordi den er blevet noget så forsømt i år. Men jeg må jo holde fokus på det, jeg når, og ikke det jeg mangler (Det er jeg IKKE god til). Planterne er jo ligeglade, - de blomstrer på smukkeste vis midt i ukrudtet.



Maj er den skønneste måned. Så yndig, at det gør helt ondt i øjnene.
God søndag til jer.

lørdag den 1. maj 2010

Rengøring...

Jeg var flittig i går, og fik gjort godt rent (i hvert fald på den ene etage). Men min overlocker stod jo der og (over) lokkede mig. Nålen var skiftet, og mon den nu også kunne sy?
Det kunne den.Her ses det færdige tæppe.



Og her kan man se den stribede bagside.



Teknikken er "patchwork for den dovne". Jeg har revet strimler på 15 cm og syet dem sammen i baner. Klippet banerne til i tæppets længde, og syet dem sammen på langs, da jeg havde nok. Derefter var der bare at lægge pladevat mellem lagene og sy sammen og voilá!

I dag skal jeg til frisør, og jeg trænger meget, så jeg glæder mig. Min ungdoms 1.maj-møder i Botanisk Have er blevet historie, som så meget andet. God historie! Tider skifter.

God 1. maj til dig.