torsdag den 29. maj 2014

Den kom og gik....

Maj måned er suset afsted, og nu da jeg lige har kigget et par hundrede billeder igennem, kan jeg godt se, at der er sket lidt. Mange hyggelige fødselsdage og komsammener (sikke et ord), mange kig til de to små børnebørn, gang i den i skolen, - det har været en dejlig måned. Og på håndarbejdsfronten er det små pauseting, der bliver færdige.


Picnictæppe på 210 X 130:


Og så et par kosmetikpunge (der var egentlig tre, men den ene nåede ud af huset før fotografen tænkte sig om....):


Det er strik, der mangler knapper og der er nyt på pindene. Men festlighederne står i kø i disse dage, så det bliver ind imellem. Og så er der jo også en skolereform, som i den grad kræver kræfter at få sat i søen. Der knokles!


torsdag den 15. maj 2014

Tiden går....

Der er nok at rive i. De dejlige, lyse aftener bliver mest brugt til at falde træt ned. Ærgerligt nok. Tænk, hvad man kunne nå, hvis man havde kræfter nok.....
Nå, men fred med det, - lidt ( = en lille bitte smule) bliver det jo til på trods. 

Lige et par kosmetikpunge mere:


Og et lille, lilla sæt til en af de små, søde:


I dag står den på tur med skolebørnene. Og mon man så ikke kan finde en lille hvede, inden der skal lades op på langs til en kort, og travl bededagsferie? Kort og travl er ikke gode ord om ferier....., men der er gode og hyggelige ting i vente. Og der kommer jo snart en ny, kort ferie.

lørdag den 3. maj 2014

Revival

Jeg måtte lige have fat i en gammel traver fra efteråret, - søster manglede, og hvad gør man ikke....:



Fredag aften med symaskine og lydbog, det er faktisk en ret dejlig cocktail.

Elsebeth Egholms "Eget Ansvar", er lyttet til ende. Den var god og meget spændende. Voldsom og urealistisk, men virkelig god underholdning:


Nu er jeg i gang med en ny krimi, denne gang af Øbro og Tornbjerg. Måske skal der kigges lidt på symaskinen samtidig. Jeg har nemlig været flittig fra morgenstunden, så flere timers arbejde er allerede skudt af. Jeg er ikke færdig, men resten må blive i morgen. Basta.

torsdag den 1. maj 2014

Snur, snur, snur....

Symaskinen har snurret (hvis jeg skal være helt ærlig så lyder den efterhånden lidt træt, men den er vel også tæt på 30 år gammel), og der er kommet en lille sommertunika ud af det:


Og uden for blomstrer det hele uden nogen form for indgriben fra min side:



Det er 1. maj i dag. Jeg har nynnet lidt, mens jeg passede mit arbejde.


søndag den 27. april 2014

Blødt

Inden jeg kaster mig over arbejdsbunkerne igen kan jeg da lige vise en lille sweater, som er blevet færdig:

Idé og opskrift har jeg fundet hos Liselotte, men jeg har lavet lidt tilretninger. Bl.a. har jeg startet med lidt færre masker på ærmerne, og lavet lidt flere striber, da strikkefastheden ikke helt tillod så få striber som forlægget havde. Garnet er uld/bomuld fra garnudsalg.dk
Sweateren er afleveret og der er nyt strik på pindene, for der er jo to at forkæle.
Tilbage til bunkerne!

lørdag den 26. april 2014

Læs!

Den 23. april var det Bogens dag i hele verden. Formålet med dagen er SÅ flot, så det fortjener at blive meget mere kendt, end det er:


Bogen skal styrkes fordi:
  • Bogen er et vigtigt redskab både for individets og for samfundets udvikling.
  • Bogen er et enestående middel til at bevare og formidle viden.
  • Gennem bogen kan en mangfoldighed af ideer, holdninger, følelser og kulturer komme til udtryk.
  • I bogen kan læsere finde indsigt, udfordring, tvivl og oplevelser.
  • I bogen udvikles og styrkes den enkeltes sprog og lydhørhed for andre stemmer.
  • Bogen er med til at udvikle en forståelse for andre kulturer.
  • Bogen fremmer tolerance og dialog mellem mennesker. 
  • Ophavsretten er en del af bogens fundament. Vi har kun et blomstrende bogmarked, hvis skaberne af bogen kan beskytte deres rettigheder.
Jeg "fejrede" dagen med at købe 2 bøger, - I må selv gætte, hvem de er til:


Jeg har mange gode oplevelser med Pixi-bøger, og det kan ikke starte for tidligt.

Faktisk har jeg selv sluttet en "mester-krimi", - Uro af Jesper Stein, som jeg har hørt på lydbog:


Den var god! Og meget spændende! Så skynd dig at finde den. Jeg går i gang med Elsebeth Egholms sidste nye nu, -mon ikke den også er god?


onsdag den 23. april 2014

Sikke en ferie

Det var påske, - en af de lange forårsferier, og den fløj afsted. Mere flyvende ferie end nogensinde. Jeg var så fuldstændigt heldig at blive både mormor og farmor i løbet af tre dage. To dejlige piger, som selvfølgelig fik nye sko i påskeægget:


Jeg har jo nørklet lidt babygrej på det sidste og denne trøje blev færdig og kunne komme i en af de unge damers eje:


Det var en minderig ferie, - fik jeg nævnt, at de to kusiner er fuldstændig fantastiske?