lørdag den 6. februar 2010

Karklude


Min veninde, Kirsten, helt tilbage fra folkeskolen er en håndarbejds-ørn. Dels er hun dygtig, dels er hun produktiv. Og for ikke så længe siden fik jeg en stak hjemmesyede karklude af hende. De er rigtig fine, syet i dobbelt jerseystof og overlocket sammen. Og så er de skønne at tørre med, nemme at vaske.
Det måtte jeg prøve selv, og på billedet ser du resultatet. Jeg havde "heldigvis" lidt problemer med hjørnerne, så nu har jeg fået lov til at kigge forbi Kirsten og få et kursus. Det glæder jeg mig til, for der er altid lidt inspiration at hente.
Jeg er langsomt ved at vende tilbage til normal drift. I dag er jeg vågnet til "sædvanlig" tid, og jeg har endnu ikke taget panodil. Så mon ikke jeg skulle være klar til at fejre sønnen med familien i morgen?

fredag den 5. februar 2010

Fødselsdag


I dag er det 21 år siden denne lille dreng blev født. Han er nr.2 i flokken. Og for første gang i hans liv, har jeg ringet til ham og sunget fødselsdagssang. Heldigvis har han planer om lige at komme forbi en halv time i eftermiddag...
Han er lige startet på medicinstudiet, og er rigtig optaget af det, og det giver jo ekstra travlt også på den sociale front. Jeg kan kun glæde mig over, at han tilsyneladende trives godt med sit valg. Og så glæder jeg mig til et se ham i eftermiddag.
Tillykke med dagen, lille søn.

torsdag den 4. februar 2010

Farvel Bafana


I aftes viste DR2 Bille Augusts film Farvel Bafana. Mine kræfter rakte ikke til at se hele filmen (den sygdom vil ingen ende tage), men jeg har den heldigvis på DVD. Jeg så lidt af den, og var betaget.
Sydafrika er så smukt et land, og de processer, de har været igennem, har været så utroligt omkostningsfulde og smertefulde. Jeg besøgte landet i 2004 med Århus Pigekor. Vi var indkvarteret ved private familier og de gav os et indblik i en befolkning, som er blevet kloge på livet, og som hver dag må leve med de omkostninger, landets politik har medført. Det gav os også et indblik i en befolkning, som er stolte af deres land, og som er besluttede på at ændre på livsvilkårene. Vi besøgte de mere velstående familier (både hvide og nogen få sorte), men vi besøgte også en township med ca. 1.000.000 indbyggere. Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på det. Både af rædsel over at nogen må leve så materielt fattigt. Men også af lykke over den oplevelse vi havde, da pigerne skulle synge ved en gudstjeneste i området. ALDRIG har jeg oplevet noget så rørende. Det kan ikke forklares. Hvis du nogensinde får muligheden for at besøge Sydafrika, så grib den.
Dagens billede har jeg taget, da vi besøgte Robben Island, udenfor Mandelas celle, hvor han sad fra 1964 til 1982 under umenneskelige forhold. Han var i alt fængslet fra 1962 til 1990.
God torsdag.

onsdag den 3. februar 2010

Intet nyt under solen


Indrømmet,- det er altså ikke ret spændende at læse om, at jeg endnu er syg som bare... Solen skinner, så jeg er trukket ind i den nordvendte ende af huset for at undgå det skarpe lys.
Mens vi venter på, at jeg igen vender tilbage til kampformen, får I et billede af et rigtigt "farmor-håndklæde". Min farmor havde den slags i pastelfarver, og de hang på en selvstændig knag med "GÆST" indskrevet.
Det her har jeg selv hæklet, og det skal bruges som gave. Jeg siger ikke, til hvem... God onsdag.

mandag den 1. februar 2010

Kyndelmisse slår sin knude


Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Denne dejlige sang skrev St.Steensen Blicher i 1838 og udgav den i digtsamlingen Trækfugle. Digtets titel var ouverture, og i samlingen var også et præludium og en række digte om trækfugle.
Når det lige passer til i dag, er det jo fordi d. 2. februar er Kyndelmisse (lysmesse) el. Kjørmes Knud, som vi siger i Danmark. I følge traditionen markerer dagen, at halvdelen af vinteren er gået (!), og katolikker fejrer at det er 40 dage siden Jesus blev født, hvorfor de også kalder den Mariæ renselsesdag.
Jeg vil nynne sangen hele dagen, altså inde i hovedet, for jeg har stadig så ondt i halsen og feber. Jeg er altså ikke god til at være syg. Æv.

Og vinderen er....


Det er måske ikke helt nemt at se det på billedet, men vinderen af min poncho er: TINE
Tillykke til dig. Vil du sende mig din adresse, så skal jeg poste gevinsten, så snart feberen har sluppet sit tag.
Og til jer allesammen: Tak fordi I ville være med.

En usædvanlig dag


3 usædvanlige ting:
Idag er der sket det helt usædvanlige, at jeg har måttet melde mig syg fra arbejde. Feber, ondt i halsen, snot....
Og så er der også sket det, at jeg er kommet over 25 læsere! Så jeg må finde kræfter til at trække vinderen i min give away!
Og så er hele min liste af faste blogs, jeg følger med i, forsvundet. Jeg håber godt nok, den kommer igen. Ellers må jeg jo på detektivarbejde for at finde frem til alle de dejlige blogs, som jeg havde fornøjelse af at få opdateringer fra.
Nu vil jeg samle kræfter og lave sedler til lodtrækning.