Som det nok er nogen bekendt, står jeg op før kl. 5 om morgenen, og det første jeg gør, er at tænde for P1. Jeg det vil sige, det første jeg GJORDE, for P1 er smidt af kanalen. I stedet kan man høre Radio 24syv:

Den har fået en chance her i den første uge, for man skal jo prøve nyt. Og hvad har jeg så hørt? Indtil kl. 5 er der den mest besynderlige udsendelse på amerikansk. De taler ultra-hurtigt, og det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad det er.
Fra 5 til 6 er der "Råbånd". Hele ugen en dokumentar om og med hjemløse. Jeg er vild med dokumentarer, så jeg har flittigt lyttet med. MEN! Som navnet antyder, er der tale om råbånd. Altså der er sat en båndoptager ind på bordet og så får man hele snakken uredigeret. DET ER IKKE INTERESSANT!!!!. Om det så var Dalai Lama eller Paven selv, så er det altså ikke interessant at lytte i flere timer på nogen, der sidder og "småsnakker". Slet ikke.
Fra kl. 6 er der morgenudsendelse med to værter. De ringer til eksperter, fortæller lidt om vind og vejr og vejsituationen. Altså det samme som P1. Eneste nyskabelse her er, at værterne selv læser nyhederne op, og at nyhederne kommer som vinden blæser. Ikke noget med hel og halv. Ikke særlig morgenvenligt.
Og så har de de grimmeste jingler, der skærer i ørerne. Hvem pokker mon har fundet på dem?.
Jeg prøvede. Men helt ærligt, landet er ikke stort nok til 2 snakke-radioer. Jeg har fundet min ipod frem og hører lydbog i stedet for indtil kl. 6, hvor gode gamle P1 beriger mig.
P2 er også blevet skubbet ud af reden, men det er en helt anden historie, og nu har jeg vist brokket mig nok.
God lørdag.