Kyndelmisse slår sin knude

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Denne dejlige sang skrev St.Steensen Blicher i 1838 og udgav den i digtsamlingen Trækfugle. Digtets titel var ouverture, og i samlingen var også et præludium og en række digte om trækfugle.
Når det lige passer til i dag, er det jo fordi d. 2. februar er Kyndelmisse (lysmesse) el. Kjørmes Knud, som vi siger i Danmark. I følge traditionen markerer dagen, at halvdelen af vinteren er gået (!), og katolikker fejrer at det er 40 dage siden Jesus blev født, hvorfor de også kalder den Mariæ renselsesdag.
Jeg vil nynne sangen hele dagen, altså inde i hovedet, for jeg har stadig så ondt i halsen og feber. Jeg er altså ikke god til at være syg. Æv.