I al sin glans....

Det skulle jo nødig gå hen og blive en "bog-blog", men jeg er altså noget så flittig med det praktiske ude og inde, og derfor bliver der også lyttet meget til bøger. Den bog, som jeg blev færdig med i går, er en i rækken af yndlingsbøger, kan jeg godt afsløre. Jeg har tidligere fortalt varmt om bøgerne om Ambrosius Stub, og så gjorde Madame mig opmærksom på, at der vist var kommet en mere. Det viste sig, at der var kommet både en treer og en firer. Ambrosius Stub døde i toeren, men de fortsætter med at fortælle om alle de andre personer. "Den blå safir" er nummer tre, og jeg er helt solgt!!! De bøger gør noget godt for mig. De fortæller om små skæbner, både fattige og rige i det mest eventyrlige sprog. Der er en dværg, en nådigfrue med hareskår, en livsgobelin, en bøddel, der bliver klogere. Hvad mener du om et udtryk som "jeg ser med hjerteøjet"? Tak til Madame, og tak til Vibeke Arndal. Jeg skal have fundet fireren.

Og så er det jo pinse. Jeg kan stadig kun skrive ud i én køre på min blog, så en hel pinsesalme får I ikke, selvom der er nok at tage af. Men I kan få det første vers af en af de nye: "Nu ånder jorden pinsen ind og ånder ud sin smerte. Gud, giv os anemonens sind, dens forårslyse hjerte. De er som børn, der ser og ler: Et træ der sner, et æbletræ der lyser". Rigtig glædelig solskinspinse.